De danske deltagere ved indendørs EM i atletik i Prag fik en flot start på fredagens konkurrencer. De to 800 meter-løbere Nick R. Jensen og Stina Troest samt hækkeløberen Andreas Martinsen og 400 meter-løberen Sara Slott Petersen er klar til semifinalerne.

23-årige Nick R. Jensen tog et stort skridt frem i karrieren, da han løb en fremragende 800 meter i sit indledende heat. På forhånd så det svært ud med både sølv- og bronzevinderen fra inde-EM 2013, spanske Kevin Lopez og briten Mukhtar Mohammed som konkurrenter, men den unge dansker, der er let at kende med den røde hanekam på sin barberede isse, løb noget nær et perfekt disponeret løb. Midtvejs ud på fjerde og sidste omgang gik han op forbi briten og holdt ham bag sig hele vejen til målstregen. Dermed snuppede Nick Jensen den anden af de to direkte billetter til semifinalen efter den vindende Lopez. Samtidig satte den unge dansker, der er søn af den kvindelige rekordholder Heidi Jensen, en ny personlig rekord med tiden 1.49,64 for de fire indendørs omgange. En stor positiv dansk overraskelse fra den unge Sparta-løber, som for første gang er med ved et stort internationalt mesterskab.

Forinden løb Stina Troest et veldisponeret løb, hvor hun akkurat kom videre på sin tid. Den 21-årige løber, der om sommeren koncentrerer sig om 400 meter hæk, var ikke i nærheden af de to første direkte billetter til semifinalen, men hun kom ind på tredjepladsen i tiden 2.04,30, og det var nok til at sikre hende en plads i semifinalerne, som løbes lørdag aften.

Andreas Martinsen løb ind på tredjepladsen i sit heat på 60 meter hæk i en tangering af hans en måned gamle personlige rekord, 7,83 sekunder. Det var ensbetydende med en plads i semifinalerne, som løbes senere fredag.

Sara Slott Pedersen løb også ind på en tredjeplads i 53,29, men her var der kun direkte kvalifikation for de to første løbere, så hun måtte vente indtil det sidste heat var løbet for at se, om hendes tid rakte. Og det gjorde den akkurat, således at danskeren er med i fredagens semifinalen.

Derimod blev EM en skuffelse for stangspringeren Mikkel M. Nielsen. Alle hans  tre forsøg på højden 5,05 meter mislykkedes.

Det samme kan man sige for 400 meter-løberen Nick Ekelund-Arenander. Men danskeren, der ellers har været i semifinaler både ved EM udendørs sidste år samt VM og inde-EM for to år siden gjorde et modigt forsøg på at skabe løbet. Danskeren gik frem og tog spidsen efter den første omgang, men på opløbssiden var der helt udsolgt, og så endte danskeren på en sidsteplads i sit heat i tiden 47,69, mere end et sekund langsommere end hans personlige indendørs rekord på 46,31. Bedre gik det ikke for den anden danske 400 meter-løber, Benjamin Lobo Vedel. Ved 200 meter ramte den svenske løber Erik Martinsson ham, og det betød, at den 17-årige dansker mistede rytmen. Han endte sidst i sit heat i 48,44.