Atletikverdenens behandling af Justin Gatlin er både inhuman og usportslig, mener sprinterens agent.

London. Selv om amerikanske Justin Gatlin lørdag sprintede sig til en flot sejr på herrernes 100 meter løb ved VM i London, så har den 35-årige sprinter ikke væltet sig i ros og klapsalver siden sin triumf.

Publikum på stadion i London buhede af den tidligere dopingdømte Gatlin, da han - blandt andre foran favoritten Usain Bolt - vandt 100 meter-finalen.

Og siden da har præsidenten for Det Internationale Atletikforbund (IAAF), Sebastian Coe, udtalt sig i kritiske vendinger om den amerikanske sprinter.

- Jeg vil ikke lovprise, at en, der har afsonet to dopingkarantæner, snupper en af vores prestigefyldte titler, siger Coe til nyhedsbureauet AFP.

Atletikchefen har tidligere udtalt, at han bliver "ilde til mode" ved tanken om, at tidligere dopingsyndere vender tilbage og tager titler.

Gatlin-lejren er ked af kritikken og savner anerkendelse.

- Med al respekt, så bliver jeg fornærmet, siger Justin Gatlins agent, den tidligere hækkeløber Renaldo Nehemiah, henvendt til Sebastian Coe.

- Jeg tolererer ikke doping, men jeg vil ikke have, at Justin Gatlin er et billede på doping. Han har afsonet sin tid, og han følger reglerne. IAAF har genindsat ham (i atletik, red.), siger Gatlins agent.

Han mener, at behandlingen af Gatlin er usportslig.

- At man taler om Gatlin, som om han er skurken, er ikke fair. Det er både inhumant og usportsligt, lyder det fra Renaldo Nehemiah.

Justin Gatlin afsonede en dopingkarantæne fra 2006 til 2010 og blev også straffet for dopingbrug tilbage i 2001.

Han vandt 100 meter-finalen ved det igangværende atletik-VM i London i tiden 9,92 sekunder foran landsmanden Christian Coleman og Usain Bolt fra Jamaica.

/ritzau/