44-årige Allan Bentsen har slået sin sidste bold for det danske bordtennislandshold, det blev en kendsgerning torsdag aften.

Forud for Europamesterskaberne i bordtennis, der i disse dage løber af stablen i Herning, meddelte landsholdsveteranen Allan Bentsen, at det ville blive hans sidste aktion i den røde trøje.

Torsdag tabte den 44-årige fynbo så til tjekkiske Lubomir Jancarik i tre sæt, og da han senere på aftenen heller ikke var blandt de heldige 'tabere', der fik lov at gå videre til hovedturneringen, så blev det et farvel til Allan Bentsen, og et farvel til en af Danmarks bedste bordtennisspillere gennem de seneste mange år.

- Det er noget lort. Jeg er skuffet, det er klart. Jeg havde håbet på at vinde, så jeg kunne få en kamp i første runde af hovedturneringen, siger Allan Bentsen til Dagens.dk.

Allan Bentsen er selvfølgelig træt af, at han ikke kom længere i turneringen, der som sagt er af finde på dansk grund. Men bordtennisbattet lægger han ikke helt på hylden endnu, kunne han afsløre, da spørgsmålet om hvorvidt han kommer til at savne landsholdet blev stillet.

- Selvfølgelig tænker jeg på det. Men jeg kommer til at være i miljøet og spiller videre i Roskilde Bordtennis, så på den måde, så overlever jeg nok, siger Allan Bentsen.

De fleste danske bordtennisfans kan nok huske Allan Bentsens  største triumf, da han ved stillingen 2-2 i EM-finalen i 2005 vandt den altafgørende kamp og dermed sikrede Danmark mesterskabet for første gang.