Tirsdag meddelte den Internationale Olympiske Komité, IOC, at brydning bliver pillet af programmet fra år 2020.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Nyheden kom som et kæmpe chok for Danmarks Brydeforbund. Lige siden OL's oprindelse tilbage i 1896 har brydning været en fast bestanddel af programmet, og derfor var det selvsagt en skuffet næstformand for Danmarks Brydeforbund, som Sporten.dk snakkede med kort efter nyheden kom ud.

- Det er en kæmpe overraskelse. Jeg havde ellers haft på fornemmelsen, at de der folk, der sidder i verdensforbundet, FILA, har haft fingeren på pulsen med, hvor vi var i forhold til IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red). Men der har jeg så vurderet forkert. Jeg har hele tiden troet, at FILA var tæt på IOC, siger næstformand og presseansvarlig i Danmarks Brydeforbund, Erik Nyblom.

Der er plads til 26 sportsgrene på det olympiske program, og da IOC ville sløjfe én sportsgren til fordel for en ny, så havde mange eksperter gættet på, at det var moderne femkamp, som ville få dødsstødet.

- Jeg var helt sikker på, at de ikke pillede ved brydning den her gang. Så det kom som lidt af et chok i og med, at jeg også har fulgt meget med i den politiske del i forhold til IOC. Når jeg har været i kontakt med vores verdensforbund, så har jeg haft den fornemmelse, at de havde godt styr på det og vidste, hvad det krævede at forblive en del af OL - at vi var i god stald hos IOC, men det var vi så åbenbart ikke, siger Erik Nyblom.

Ifølge nyhedsbureauet  Reuters så er der er flere emner i spil til at overtage brydningens plads ved OL. Blandt kandidaterne er den kinesiske kampsport wushu, sportsklatring, squash, karate og wakeboarding.

Men Erik Nyblom trøster sig på denne mørke dag ved, at der stadig kan være et lille håb for, at brydningen kan forblive en OL-disciplin.

- Der er dog et lille spinkelt håb om, at IOC bliver klogere inden 2020. Det er det eneste gode ved, at vi har fået det at vide i så god tid, siger han og afslutter:

- Det kan nok desværre også få indflydelse, når vi skal forhandle med Team Danmark om støttekroner, når nu vi ikke er en OL-disciplin. Så jeg kan ikke se noget positivt i det her. Det kan jeg godt nok ikke, afslutter Erik Nyblom.Indtil videre drejer afskaffelsen af brydning fra OL-programmet sig om en anbefaling fra IOC. Men eksperter forventer, at anbefalingen bliver fulgt. Den endelige beslutning bliver truffet, når IOC mødes i Buenos Aires i september.