Efter en flot bronzemedalje i formiddag på 1.000 meter enerkajak i World Cup'en i Duisburg måtte René Holten Poulsen sande, at den sygdom han har lidt under et par dage for alvor gjorde kål på hans energi.

I indledende heat på 500 meter lå Poulsen nummer to efter de første 250 meter, men energien slap fuldstændig op, så danskeren gassede ned og trillede i mål som den sidste, og han er derfor ude af resten af world cuppen.

»Jeg har det super dårligt og er helt drænet for energi efter 1.000 meteren i formiddag. På det her niveau skal man være på toppen for at vinde, og da der blev lagt ret hårdt ud kunne jeg mærke det var helt skidt, så halvvejs stoppede jeg for ikke at forværre sygdommen og trillede bare i mål. Jeg er skuffet over ikke at have energien til at ro, men det er ikke det værd, når der allerede næste weekend er World Cup på hjemmebane i Bagsværd. Jeg afmelder mig også 5.000 meter i morgen eftermiddag, så jeg forhåbentlig når at blive frisk i løbet af de næste dage,« lyder det fra René Holten Poulsen.

»Jeg stiller normalt op for at være med i toppen, og jeg måtte virkelig trække hårdt på motivationen i morges på 1.000 meteren. Jeg kæmper med de bedste i verden og vidste, jeg ikke kunne vinde, når jeg er syg og har det så skidt. Det kræver fysisk overskud at have mentalt overskud, og jeg overvejede allerede til middag efter 1.000 meter at melde fra, men jeg forsøgte. Det er dog en World Cup, det er ikke OL, og hvis konsekvensen kan være, at det udvikler sig til en seriøs lungebetændelse som det vil tage mange uger at komme ovenpå, og hvis det i sidste ende kan koste VM, så er det jo ikke det værd,« siger René Holten Poulsen.

Den 26-årige danske kajakroer vandt sidste år guld ved VM i 1500 m enerkajak, og ved OL i 2008 vandt han sølv i 1000 m toerkajak (sammen med Kim Wraae Knudsen).