Spillerforeningens millionkrav mod flere danske klubber på ubetalte feriepenge bliver ikke forældet.

Selvom kontrakterne er falmet, bliver der ikke tale om forældelse af det millionkrav, Spillerforeningen har rejst mod Brøndby, AaB og flere andre danske fodboldklubber, som ifølge Spillerforeningen skylder feriepenge til dens medlemmer.

Det har spillernes fagforening sikret sig ved at indhente en såkaldt transporterklæring fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

- Vi har sikret os fra 2004 og frem, at der ikke er noget, der hedder forældelse i denne sag, siger Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup.

Spillerforeningen har blandt andet sendt et krav på 16 millioner kroner til Brøndby IF. Desuden har AaB, FC Fyn og HB Køge fået brev med krav om bagudrettet betaling af feriepenge til flere spillere.

Normalt ville det være sådan, at Arbejdsmarkedet Feriefond indkasserer feriepenge, hvis sagerne er forældede.

Men det vil ikke ske med de sager, som Spillerforeningen kører i øjeblikket, siger Thomas Lindrup.

- Den transporterklæring, vi har fået fra Arbejdsmarkedet Feriefond, gør, at vi kan inddrive pengene fra klubberne og give dem til spillerne, siger han.

Kravene fra Spillerforeningen går tilbage til 2004, og Divisionsforeningen har luftet det synspunktet, at sagerne kan være forældede.

- Det undrer mig, at man ser en direktør fra Divisionsforeningen sige, at der er en problematik omkring forældelse, for Divisionsforeningen har set transporterklæringen, siger Thomas Lindrup.



/ritzau/