Hele det danske landshold i roning har fået et alvorligt skud for boven kort før VM på grund af den blodprop, der har ramt landsholdsroeren Mette Dyrlund Petersen. Værst er det for Mette Dyrlunds kæreste, Jannik Nilton, og for hendes værelseskammerat og romakker, der fandt hende om morgenen. Begge er nu tvivlsomme til VM.

Natten til mandag blev den 25-årige landsholdsroer Mette Dyrlund Petersen ramt af en blodprop i hjernen, mens hun sov. Ulykken har rystet hele det danske landshold, som er af sted sammen på træningslejr i Østrig inden VM, som begynder i Amsterdam den 24. august.

Dyrlund, som skulle have roet i den tunge dobbeltsculler sammen med sin makker, Lisbet Falch Jakobsen, er naturligt nok ikke længere i betragtning til VM, men ulykken har også ramt Dyrlunds kæreste, Jannik Nilton, der også er landsholdsroer i letvægtsdobbeltfireren, hårdt. Det er derfor tvivlsomt, om de kommer til start ved VM, men alle landsholdsroerne er berørt af ulykken. Derfor får de nu kvalificeret hjælp udefra til at komme videre.

- Vi har fået sendt en krisepsykolog fra Team Danmark til træningslejren for at hjælpe roerne. Det er grimt at opleve, når sådan noget sker for ens holdkammerat, fortæller sportschefen for Dansk Forening for Rosport, Lars Christensen.

- Mette fejlede ingenting aftenen forinden. Hun var ude at spise is og havde det fint, fortæller sportschefen.

Det var makkeren Lisbet Falch Jakobsen, der fandt Mette Dyrlund mandag morgen. Til at begynde med undrede hun sig bare over, at hendes værelseskammerat var så lang tid om at komme ud af sengen og ned til morgenmaden. De skulle jo snart være klar til dagens hårde træningspas i østrigske Völkermarkt.

- Lisbet troede, at Mette sov længe, og da hun forsøgte at vække hende, var hun svær at komme i kontakt med. Vi fandt hurtigt ud af, at hun hverken kunne tale eller bevæge den ene side af kroppen, fortæller landstræner Mads Haubro.

Derfra gik det stærkt. En ambulance blev alarmeret, og Mette Dyrlunds kæreste, Jannik Nilton, fulgte med på sygehuset, hvor man efter en scanning hurtigt konstaterede, at den unge roer havde pådraget sig en blodprop i hjernen.

Ifølge landstræneren er lægerne foreløbigt kommet frem til, at blodproppen er kommet om natten efter et par timers søvn, så den har siddet der et stykke tid, inden den blev opdaget. Man har endnu ikke kunnet opklare årsagen, men lægerne er sikre på, at der ikke er nogen sammenhæng mellem blodproppen og det at dyrke elitesport med tilhørende hård træning.

Senere mandag kom Mette Dyrlunds forældre til sygehuset i Klagenfurt for at støtte deres datter. Og de har heldigvis kunnet se, at det går fremad med den uheldige roer.

- Der er positiv fremgang. Alt er ikke normalt, hendes fysiske evner og hendes taleevne er nedsat, men lægerne siger, at jo mere hun udvikler sig nu, jo bedre er hendes muligheder for at komme sig helt, fortæller landstræner Mads Haubro, der glæder sig over, at den unge roer er i bedring ovenpå den ulykkelige hændelse.

Foreløbigt venter familien på, at lægerne siger god for, at Mette Dyrlund kan blive sendt hjem til videre behandling i Danmark.

- Det skal ske med en speciel sygetransport, så det kan tage længere tid end de umiddelbart ønsker, fortæller landstræneren.

Det er endnu alt for tidligt at spå, om det vil lykkes Mette Dyrlund at komme tilbage på topplan som eliteroer igen. Og det er heller ikke de tanker, der optager folkene omkring hende i øjeblikket.

- Det er sekundært. Lige nu handler det kun om at få hende på fode igen, fastslår sportschef Lars Christensen.

Det er ikke første gang, at Mette Dyrlund bliver ramt af uheldet. Hun er således tidligere i år blevet kørt ned på cykel, da hun var på vej fra træning. Dengang brækkede hun armen og måtte opgive at stille op til EM, mens makkeren Lisbet Jacobsen i stedet måtte stille op alene i singlesculler. På den baggrund var ambitionerne også justeret forud for VM, således at succeskriteriet for de to kvinder var at opnå en plads i finalen.

Mette Dyrlund
Alder: 25 år
Klub: Danske Studenters Roklub
Hjemby: København
Roer dobbeltsculler sammen med Lisbet Falch Jakobsen