En værtshusejer, en ged og en forbandelse.

Det lyder som ingredienserne til en dårlig vittighed, og sådan ville fansene af baseball-holdet Chicago Cubs også ønske, at det forholdt sig. For dem kunne det bare ikke være længere væk fra sandheden. For dem er de en uhellig treenighed, der er årsagen til, at Cubs ikke har stået i en World Series siden 1945. Før nu.

Klokken 02.00 natten til onsdag dansk tid tog Cubs hul på årets udgave af finaleserien mod Cleveland Indians (der vandt 6-0). Cubs har ikke vundet mesterskabet siden 1908, den længste titeltørke i amerikansk sport.

Chicago Cubs-fansene har ventet i 71 år på at opleve holdet i World Series, så der blev festet godt og grundigt uden for Wrigley Field efter sejren i NLCS. Foto: AFP
Chicago Cubs-fansene har ventet i 71 år på at opleve holdet i World Series, så der blev festet godt og grundigt uden for Wrigley Field efter sejren i NLCS. Foto: AFP
Vis mere

For den neutrale iagttager er værtshusejeren, geden og forbandelsen med årene blevet en af de mest fascinerende fortællinger om overtro, som sportsverdenen er så rig på. En fortælling, der begynder 6. oktober 1945.

Her havde William ‘Billy’ Sianis, der ejede værtshuset ‘The Billy Goat Tavern’, ifølge legenden købt to billetter til kamp fire af World Series mod Detroit Tigers. Én til ham selv og én til hans ged, Murphy, som 11 år forinden var faldet af en lastbil, vandret ind på værtshuset og blevet hans trofaste følgesvend. Cubs førte finaleserien, som bliver afgjort i bedst ud af syv kampe, med 2-1 og skulle bare vinde to af de næste fire kampe hjemme på Wrigley Field for at vinde mesterskabet.

Ved indgangen blev geden dog nægtet adgang. Billy Sianis krævede en forklaring af holdejeren, tyggegummikongen Philip K. Wrigley.

»Fordi den stinker‚« lød svaret.

Det fik Billy Sianis til at forlade stadionområdet i vrede.

»Them Cubs, they ain’t gonna win no more,« sagde han som afskedssalut og tilføjede så:

»Cubs vil aldrig vinde en World Series, så længe geden ikke må komme ind på Wrigley Field.«

Om Sianis virkelig sagde sådan, er der siden blevet sået tvivl om. Faktum er dog, at Cubs tabte til Tigers den dag – og de efterfølgende to hjemmekampe og dermed World Series.

Da det samlede nederlag var en realitet, sendte Sianis angiveligt et telegram til Philip K. Wrigley med ordlyden:

»Hvem stinker nu?«

Curse of the Billy Goat’ var en realitet.

For Cubs-fans er ‘Curse of the Billy Goat’ lige så virkelig, som en triumf over Cleveland Indians i World Series vil være uvirkelig. Hvordan ellers forklare, at Cubs, der i 1906 vandt 116 kampe – en rekord, der stadig står – gik fra at være et dynasti med 10 optrædener i World Series fra 1903 til 1945 til efterfølgende kun at kvalificere sig til slutspillet otte gange?

I 1983 ramte Cubs et historisk lavpunkt. 38 år uden slutspilsdeltagelse. Samme år begyndte en 16-årig knægt ved navn Rocco Caputo at sælge øl på Wrigley Field. Et job, han stadig besidder. Når den 49-årige ølsælger i dag ser sig omkring, kan han konstatere, at flere af de gamle fans, der havde sæsonkort i mere end en menneskealder, ikke længere sidder på deres stamplads.

Et fromt ønske fra en Cubs-fan: ’Bare en enkelt, inden jeg dør’. Foto: AFP
Et fromt ønske fra en Cubs-fan: ’Bare en enkelt, inden jeg dør’. Foto: AFP
Vis mere

»Det er hjerteskærende. De er døde. Og jeg ved, at de aldrig kom til at se Cubs vinde en World Series,« sagde Rocco Caputo for nylig til New York Times og tilføjede:

»Vi har en forbandelse, og vi er nødt til at komme af med den.«

Kald bare forbandelsen for humbug og hokus-pokus. Søforklaringer fra ‘Loveable Losers’, som holdet og fansene kaldes. Tilskriv i stedet titeltørken inkompetent ledelse uden for banen og sort uheld på banen.

Men der er måske noget om snakken. I hvert fald har Cubs lige siden den famøse kamp i 1945 været ramt af flere mærkelige hændelser, der ikke bare kan affejes som et udslag af tilfældighedernes lune. ’Murphys lov i fuld effekt’, ynder nogle at kalde episoderne på grund af navnet på den forbandede ged.

I 1969 vandrede en sort kat, symbolet på uheld, eksemplevis ud på banen og hen til Cubs-graven under en kamp mod New York Mets. På det tidspunkt førte Cubs divisionen og styrede mod slutspillet. Men holdet tabte kampen, og nederlaget blev startskuddet til en miserabel stime, der førte til, at holdet missede slutspillet. Igen.

15 år senere var Cubs for første gang siden den forbandede kamp i 1945 mod Detroit Tigers i slutspillet og godt på vej til endnu en World Series. Holdet bragte sig foran med 2-0 i kampe over San Diego Padres i National League Championship Series (NLCS), som dengang blev spillet bedst af fem kampe. I tredje kamp var Cubs endda foran 3-2, men så strøg en jordfræser af en bold, der ellers burde være til at gribe, under Leon ‘Bull’ Durhams gribehandske og igennem hans ben, og så vandt Padres både det opgør og de efterfølgende to og snuppede billetten til World Series.

I 2003 indtraf det måske smerteligste øjeblik i Cubs’ historie: ‘The Bartman Game’. Foran med 3-0 i ottende inning af den sjette kamp i NLCS mod Florida Marlins var Moises Alou ved at gribe en Marlins-spiller ud og sende Cubs én out tættere på World Series, da en tilskuer ved navn Steve Bartman forsøgte at gribe den vildfarne bold, men i processen fik forstyrret Alou så meget, at det blev til en foul ball frem for en out. Cubs endte med at tabe kampen og også den afgørende syvende kamp, og Bartman måtte eskorteres fra stadion af sikkerhedsvagter og placeres under politibeskyttelse i sit eget hjem.

Bolden, som Steve Bartman forsøgte at gribe, blev året efter tilintetgjort ved en ceremoni på en lokal restaurant. Et af utallige forsøg på at bryde forbandelsen. Værtshusejeren Billy Sianis gjorde sit ved at erklære forbandelsen for løftet i 1969. Hans nevø har ad flere omgange fået lov til at tage en ny ged med ind på banen på Wrigley Field, der også er blevet påført vievand fra Vatikanet. Intet har hjulpet.

Det gjorde det ikke bedre for Cubs-fansene, at de i 2004 kunne se deres lidelsesfæller i Boston fejre Red Sox’ triumf i World Series og ophævelsen af ‘Curse of the Bambino’ fra 1920. Eller at bysbørnene fra Chicago White Sox snuppede mesterskabet i 2005 og gjorde sig fri af ‘Curse of the Black Sox’ fra 1919.

Nu kan det blive Cubs’ tur. Holdet vandt flest kampe i grundspillet og gik ind til slutspillet som favorit til at vinde World Series. Det har naturligt nok trukket forbandelsen frem i rampelyset igen.

For 11. gang siden indførelsen af World Series i 1903 vandt Cubs National League og sikrede sig adgang til World Series, som holdet har vundet to gange. Foto: AFP
For 11. gang siden indførelsen af World Series i 1903 vandt Cubs National League og sikrede sig adgang til World Series, som holdet har vundet to gange. Foto: AFP
Vis mere

»Jeg har sagt til gutterne, at vi bliver nødt til at tale om den, for man kan ikke gemme den væk i det bageste hjørne af et mørkt lokale og aldrig anerkende dens eksistens. Det er sådan, dårlige ting sniger sig ind. Byen har ventet på dette i lang, lang tid. Af forskellige årsager – en ged eller en sort kat – er det bare ikke lykkedes. Men vi har talt om, at vi gerne vil være holdet, der vinder en World Series for Cubs,« sagde pitcher Jon Lester til New York Times, inden holdet trådte ind i dette års slutspil.

Chicago Cubs-pitcher Jon Lester blev sammen med holdkammeraten Javier Baez kåret som de mest værdifulde spillere (MVP) i National League Championship Series. Foto: AFP
Chicago Cubs-pitcher Jon Lester blev sammen med holdkammeraten Javier Baez kåret som de mest værdifulde spillere (MVP) i National League Championship Series. Foto: AFP
Vis mere

Derfor var glæden hos Cubs-fansene også stor, da billetten til World Series kom i hus natten til søndag dansk tid. Skuespiller Bill Murray, der flere gange har iført sig en T-shirt med ordene ‘I Ain’t Afraid of No Goat’ som en anden ‘Goatbuster’, græd som pisket.

Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder blev overdænget med øl i omklædningsrummet, hvor han festede med spillerne efter kampen.

Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder (th.) har været Chicago Cubs-fan hele sit liv og fejrede billetten til World Series sammen med spillerne. Foto: AFP
Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder (th.) har været Chicago Cubs-fan hele sit liv og fejrede billetten til World Series sammen med spillerne. Foto: AFP
Vis mere

Sammen med andre prominente Cubs-tilhængere som præsidentkandidat Hillary Clinton og førstedame Michelle Obama, hvis mand, præsident Barack Obama, holder med lokalrivalerne fra Chicago White Sox, er Vedder nu kun fire sejre fra at se sin sang om Cubs, hvor omkvædet lyder ‘en dag går vi hele vejen’, gå i opfyldelse.

Selv om forbandelsen gør presset på Cubs overnaturligt stort, er Jon Lester fortrøstningsfuld:

»Det er den virkelighed, vi er oppe imod. Det er holdets historie. Men historien bliver jo skrevet om hele tiden.« sagde Cubs-pitcheren for nylig til New York Times.

Hvis Jon Lesters optimisme udmønter sig i en World Series-sejr, vil Cubs-fans endelig efter 71 år kunne sige: Så er den ged barberet.

Chicago Cubs-fansene håber, at ’Curse of the Billy Goat’ nu endelig kan blive brudt i den kommende World Series. Foto: AFP
Chicago Cubs-fansene håber, at ’Curse of the Billy Goat’ nu endelig kan blive brudt i den kommende World Series. Foto: AFP
Vis mere