Den 7. januar 2017 uddeles BT Guld til årets største sportspræstation. BT Guld er kendetegnet ved, at det er atleterne selv, der afgør, hvem der vinder. Frem til uddelingen bringer vi hver dag en af de ti indstilledes egen fortælling om den præstation, der førte til, at han, hun eller vedkommendes hold blev indstillet til BT Guld.
Kajakroeren Emma Jørgensen kunne næsten ikke tro, det var blevet til en sølvmedalje, da hun passerede målstregen efter at have vredet de sidste kræfter ud af kroppen.
»Jeg har ikke rigtig nogen rutiner før et løb. Jeg er ikke en, der skal gøre sådan og sådan – eller høre specielle sange. Men lige præcis dagen op til min OL-medalje hørte jeg musik og læste en bog. Jeg kan huske, at jeg hørte en sang med Flo Rida, der hedder My House. Det husker jeg, fordi det er en af de få sange, min kæreste godt kan lide ved min musiksmag.«
»Jeg talte også med min kæreste og min mor over Facetime. Det gav en ro.«
»Jeg havde nok en fornemmelse af, at jeg godt kunne lave et godt resultat. Når man er af sted til OL, har man ikke rigtig tid med familien. Men min søster og min far var i Rio, og jeg havde skrevet med min søster om, at hvis jeg var uden for medaljerne, ville jeg tage med dem ud at spise på en kødrestaurant, som vi havde set i tv-programmet Størst.«
»Men jeg skrev også til hende efter semifinalen, at hvis jeg fik medalje, kunne jeg ikke komme med. Det var helt fint med hende, og hun var glad for, at jeg troede på, at jeg godt kunne gøre det.«
»Lige inden finalen kan jeg huske, at jeg siger til mig selv, at jeg bare skal nyde det og gøre mit bedste. Jeg fik en udmærket start. Jeg lå imellem Lisa Carrington fra New Zealand, som blev nummer tre, og Franziska Weber fra Tyskland, der blev nummer fem. Jeg lå nærmest på linje med dem. Da jeg gik igennem 200 meteren, tænkte jeg, at nu skal den have fuld æde. Det var ren overlevelse de sidste 200 meter. Og da der er 100 meter igen, kan jeg fornemme, at Lisa fra New Zealand rykker lidt mere. Der viser jeg tænder og gør alt for at trykke de sidste kræfter ud.«
»Jeg viser kun tænder, når det gør virkelig, virkelig ondt og jeg er virkelig presset.«
»Og så kom jeg over stregen. Jeg kiggede op på skærmen, og ventetiden var lang. Der blev ikke annonceret nogen medaljeplaceringer. Der gik mange tanker gennem hovedet på mig. Jeg tænkte blandt andet ’øv’ og ’hvad er jeg blevet?’. Kom nu med de resultater. Mange tanker spillede ind. Der gik så lang tid. Men den lange ventetid gjorde også, at jeg begyndte at tænke, at det var muligt, at jeg havde lavet en god præstation.«
»Så kom mit navn endelig op på skærmen. Jeg var nummer to. Jeg tabte helt pusten, og jeg sad og tænkte, at det ikke kunne være rigtigt. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det er helt vildt, at jeg blev nummer to, når jeg havde sat top fem som det ultimative mål.«
»Da jeg kom op på broen, spurgte jeg Lisa Carrington, der var blevet nummer tre, om det nu også var den rigtige rækkefølge. ’Ja, det regner jeg da med’, sagde hun.«
»Jeg fik stukket en telefonskærm i snotten efter medaljeceremonien. Min mor var med på Facetime. Der begyndte jeg at græde, fordi jeg var så glad. Det var lidt hektisk det hele, og jeg skulle hurtigt sige farvel til min familie, inden der var dopingkontrol, pressemøde, radio og alt muligt andet.«
»Lang tid senere fik jeg tid til at gå ned og ro min båd tilbage. Der mødte jeg landstræneren, Zoltan (Bakó, red.), for første gang efter medaljen. Jeg spurgte ham, om han vil blive sammen med mig de næste fire år. Han grinede lidt, men jeg ved ikke, om han svarede på selve spørgsmålet.«
Derfor fortjener jeg at vinde
»Jeg skal vinde, fordi jeg altid er smilende og glad. Jeg tog orlov fra arbejdet, fordi jeg gerne ville vinde en medalje til OL. Jeg har en anderledes og fed tilgang til sporten. Jeg er der også for at have det sjovt. Det er ikke lige så seriøst, men der bliver stadig lagt en masse energi.«
»Jeg plejer at sige, at jeg bruger 20 timer om ugen på min sport. Det har nok været 22 timer op til OL. Jeg tog 11 uger på træningslejr fra februar, hvor de andre tre K4-piger tog hjem – ikke for at udstille nogen – men jeg kunne blive derovre i stedet for at tage hjem. Jeg synes, det var vigtigere at være på træningslejr. Jeg var også så heldig, at min kæreste var med, og mit arbejde kunne vente.«
»Mange siger, at du skal være toptrænet for at være med. Jeg er toptrænet, men jeg har også bevist, at man ikke behøver at være total fit for at tage en medalje til OL. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Der må godt sidde lidt på kroppen.«
Jeg ville selv pege på ...
»Jeg synes, at Fuglsang beviste noget. Han beviste, at cykelsport er pissehård. Det er i al slags vejr, du skal sidde og cykle. I en svømmehal ligger du bare i vand. Der er ikke kæmpebølger eller snestorm. Hans præstation er flot, men hans træning op til er vild. Man kommer ud for dage med lortevejr, og der skal man træne alligevel. Det er helheden, der er pissesej.«
»Jeg tror ikke, at man kan stoppe i tre måneder i hverken kajak eller cykling og så komme tilbage og vinde en medalje, for konkurrencen er så hård.«
»Jeg kan relatere til cykling, fordi det er udendørs, og det er mit også. De to sportsgrene kan relatere sig til hinanden. Man er uden for, og det kræver meget for at levere topresultater. Det handler også meget om forberedelsen.«
»Jeg tror ikke, at jeg så selve løbet. Der kørte nogle skærme, hvor vi boede. Det kom igen og igen på dagen. Jeg så den person, der vandt. Jeg så ikke præcis Fuglsang. Det var først, da de kom i mål. Men hans præstation var fantastisk.«
