Det kommer ikke bag på den tidligere Team Danmark-direktør Michael Andersen, at trænere og idrætsledere mister arbejdet straks efter de har leveret topresultater.

Sidste weekend mistede Allan Kuhn jobbet som cheftræner i fodboldklubben Malmö FF, som han kort tid forinden ellers havde gjort til svensk mester. Dermed lagde han sig i slipstrømmen af Badminton Danmarks sportschef Finn Trærup-Hansen, FCM Håndbolds træner Helle Thomsen, svømmelandstræner Nick Joba og håndboldlandstræner Gudmundur Gudmundsson, der heller ikke har fået mulighed for at følge succesen op.

»Jeg kan godt forstå, hvis offentligheden undrer sig over fyringer og opsigelser som disse,« siger Michael Andersen, der er tidligere direktør i eliteorganisationen Team Danmark og nu er ansat på Aarhus Universitet i et projekt, hvor der samarbejdes med Göteborg Universitet og Norges Idrætshøjskole.

»Hvis man i et job inden for idrætsverdenen skal have succes, er det ikke som i gamle dage nok, at man kan fremvise topresultater. Der skal også være fuld opbakning fra spillere, politisk ledelse og sponsorer,« siger Michael Andersen og tilføjer:

»Bare vent og se. Der kommer flere fyringer af denne kaliber i fremtiden.«

Det synspunkt bakkes op af sportsøkonomen Kenneth Cortsen, der til daglig arbejder på University College of Northern Denmark, UCN, i Aalborg.

»Vi har i dag en verden, der er præget af stor kompleksitet. Lunten hos de ansvarlige er kort, og de aktive giver hellere end gerne deres menig om træneren og lederne til kende. Vi så i Superliga-klubben Esbjerg, hvordan spillerne undlod at bakke op om Jonas Dal. Han blev fyret, spillerne kiggede ikke indad, og resultaterne er fortsat elendige,« siger Kenneth Cortsen.

»Eksemplet fra Esbjerg, hvor tingene går skævt, er lettere at forstå, end når Malmö fyrer Allan Kuhn. Jeg ved ikke, hvad der præcist skete i Sverige. Men set fra sidelinien virker det jo vanvittigt, at Allan Kuhn ikke længere er ansat i klubben,« siger Kenneth Cortsen.

Pengene bestemmer

Han forklarer tendensen med pengenes indtog i sporten.

»Der er henover en årrække sket en større og større kommercialisering, og mange interesser er på spil,« siger Kenneth Cortsen.

Spørger man Michael Andersen om dette efterårs mange fyringer og opsigelser, har han mest undret sig over FCM Håndbolds brud med Helle Thomsen.

»Den fyring overraskede mig,« siger Michael Andersen, der godt kan se det fornuftige i, at man i en idrætsorganisation skifter ud på en topposition, hvis man føler, at der skal nye impulser ind.

»Har en leder eller træner været et sted mange gange, er en udskiftning her lettere at forstå, end hvis vedkommende har fungeret i kort tid,« siger Michael Andersen med slet hentydning til Badminton Danmarks opsigelse af sportschef Finn Trærup-Hansen.

Michael Andersen har ingen kommentarer til beslutningen.

»Men jeg kan sige så meget, at det giver udfordringer, når en organisation skiller sig af med en nøgleperson. Og hvis man som Badminton Danmark på samme tid siger farvel til to, bliver udfordringen ikke mindre. Det er netop det, de har gjort ved ikke at forlænge Trærups aftale samtidig med, at landstræneren (Lars Uhre, red.) af egen fri vilje har valgt at søge nye arbejdsmæssige veje. Med mange udskiftninger på samme tid risikerer man, at der kommer til at mangle kontinuitet i elitearbejdet,« siger Michael Andersen (foto).