Dansk atletiks nye sportschef, den tidligere dobbelte polske VM-guldvinder på 4x400 meter, Piotr Haczek, 38, kommer på sin første officielle opgave ved inde-EM 6.-8. marts i Prag.

Hans væsentligste opgave derefter bliver at arbejde sammen med de bedste danske atleter og deres trænere med henblik på VM 2015 i Beijing og næste års OL i Rio de Janeiro.

At DAF har gjort et scoop i et spil med flere stærke kandidater, er direktør Jacob Larsen ikke i tvivl om:

»Piotr har et imponerende cv med atletiktræneruddannelse fra universitetet i Wroclaw og dokumenterede resultater i senere arbejde. Vores samtaler forstærker indtrykket af ham som en kapacitet, som vil tilføre os viden, inspiration og lederskab. Jeg ser frem til et personligt samarbejde med Piotr og føler mig overbevist om, at vore atleter vil få stor glæde af ham.«

Piotr Haczek er p.t. bosat i Skotland og flytter i marts til Danmark, hvor han tidigere har arbejdet.

»Jeg er meget glad for, at jeg kan vende tilbage til Danmark. De næste to år er meget vigtige for atletikmiljøet i Danmark,« siger han.

Per Boldt Jørgensen, konstitueret direktør i Team Danmark, siger om Piotr Haczek:

»En mand med international erfaring som atlet, træner og sportschef. Vi tror på, at hans kompetencer vil have stor værdi for de danske atleter og trænere.«