Anti Doping Danmark følger udviklingen med de russiske hackeres læk af blandt andre Serena Williams' medicinske journaler tæt. Nu advarer man de danske udøvere om at være påpasselige, så deres personlige journaler ikke ender i de forkerte hænder.

»Vi følger det hele meget nøje. Vi er ikke vidende om, at danske udøveres konti skulle være blevet kompromitteret, men vi opfordrer vores udøvere om at være særligt opmærksomme, når de modtager mistænkelige emails, så de undgår at blive ofre for en 'phishing scam',« siger Christina Friis Johansen, specialkonsulent ved Anti Doping Danmark.

De seneste dage har været præget af det russiske hacker-netværk Fancy Bear, som har offentliggjort flere amerikanske sportsstjerners personlige journaler fra WADAs store database. De to tennissøstre, Serena og Venus Williams, super-gymnasten Simone Biles samt basketballstjernen Elena Della Donne bliver beskyldt for at dope sig af de russiske hackere, som har offentliggjort atleternes såkaldte TUE'er, det vil sige deres dispensationer til brug af præparater, som står på listen over forbudte midler.

Ifølge de foreløbige er der ikke tale om, at de russiske hackere har fået adgang til hele ADAMS-registeret. Det er kun lykkedes dem at franarre enkelte udøvere deres password via en såkaldt phishing scam, hvor man eksempelvis sender en mail og logger modtageren ind på en falsk side, hvor han eller hun så opgiver sit password.

De fortrolige oplysninger ligger nu frit tilgængelige på det russiske hacker-netværks hjemmeside. Og efterfølgende har den firedobbelte OL-guldvinder fra Rio, 1,45 meter høje Simone Biles, været ude på Twitter for at forklare, at hun lider af ADHD og har gjort det siden barndommen. Det amerikanske gymnastikforbund har også bakket hendes forklaring op og fastslået, at Biles altid har fulgt reglerne.

»Vi må først og fremmest fastslå, at der ikke er tale om dopede atleter. Tværtimod har de netop fulgt de gældende regler i forhold at få tilladelse til at bruge medicin til at behandle sygdom eller skader.«

»Sundhedsoplysninger er pr. definition fortrolige, og derfor er det dybt beklageligt, at de nu bliver offentliggjort,« siger Christina Friis Johansen.

Hun ønsker ikke at spekulere i, hvorfor hackergruppen kommer med dopingbeskyldninger og offentliggør atleternes medicinske journaler nu - og om der er en forbindelse mellem hackergruppen og de russiske myndigheder.

ADD-specialkonsulenten understreger, at der ikke er noget forkert i, at nogle atleter har dispensation til at bruge enkelte midler, der ellers er forbudt.

»Vi giver jo også de her TUE'er til danske atleter. Der er meget strikse krav, men vi gør det hele tiden. Og WADA har etableret sikkerhedsmekanismer, som skal forhindre, at korrupte læger bare udsteder TUE'er til atleterne uden nogen gyldig grund,« fastslår Christina Friis Johansen.