Regn. Regn. Regn. Topkampen i Elitedivisionen i cricket på Svanholms bane mellem Danmarks i særklasse to bedste hold, Svanholm og Skanderborg, blev delvis spoleret af de mange regnvejrspauser, men fik dog den rigtige vinder i Skanderborg.

Med en sejr kunne Svanholm have sikret sig DM-guldet uanset resultatet i klubbens sidste to kampe mod Glostrup og KB.

Efter lørdagens regnvejrskamp er situationen den, at taber Svanholm én af kampene, mens de forsvarende mestre fra Skanderborg vinder deres sidste to, skal der spilles en omkamp om DM-titlen mellem Svanholm med Amjad Khan og Skanderborg med Frederik Klokker.

Duellen mellem Danmarks to bedste spillere fusede mere eller mindre ud, da den hurtige fastbowler Amjad Khan ikke turde kaste 100 procent igennem på det våde underlag.

Trods de vanskelige forhold blev der vist cricket på højeste danske niveau.

Skanderborg lagde ud med 241 point for ni på 50 overs med en stærkt spillende landsholdsanfører, Michael Pedersen, som topscorer med 71 point. Danmarks bedste gærdespiller, Frederik Klokker, blev løbet ud for 35. Amjad Khan var bedste kaster med to for 34 på ti overs.

Regnen kom også på tværs i Svanholms inning, og man måtte gribe til Duckworth-Lewis-systemet. Kravet til Svanholm var 143 point på 23 overs, og det var for stor en mundfuld mod den skarpe Skanderborg-kastning.

Hjemmeholdet sluttede med 129 for ni og tabte således med 14 points. Zishan Shah og Mads Henriksen var med henholdsvis 58 og 16 de eneste, der scorede tocifret.

Langt de fleste spillere i Elitedivisionen har pakistanske rødder, og et af de unge talenter, Svanholms Saad Ahmed, skal efter sæsonen på cricketakademi i australske Adelaide og spille for et lokalt hold.