Carsten Mogensen og substitutten Mads Pieler Kolding vandt Copenhagen Masters, selvom de var nede med en matchbold.

Der var drama for alle pengene, da herrernes double-finale i Copenhagen Masters fredag aften blev afgjort.

Først efter tre særdeles tætte sæt kunne Carsten Mogensen og Mads Pieler Kolding hæve armene i triumf med sætcifrene 21-23, 21-16, 23-21. Dermed blev det samtidig til en slem skuffelse for Rasmus Bonde og Mads Conrad-Petersen på den anden side af nettet.

Mads Pieler Kolding skulle ellers slet ikke have spillet, men op til kampen måtte Carsten Mogensens normale makker, Mathias Boe, melde afbud til finalen på grund af influenza. Det betød, at unge Mads Pieler Kolding blev kaldt ind som erstatning.

Selvom publikum dermed gik glip af en finale med OL-sølvinderne fra London, fik de alligevel fuld valuta for pengene. Begge double-par spillede tempofyldt badminton, og det var umuligt at spå, hvilket par der, ville tage titlen.

I tredje og afgørende sæt havde Rasmus Bonde og Mads Conrad-Petersen endda en matchbold, som desværre for dem ikke blev udnyttet.
Anderledes skarpe var Mogensen og Kolding ved stillingen 22-21. Det skaffede dem Masters-titlen.