De skyldige bliver flere og flere.

Onsdag er yderligere seks atleter blevet diskvalificeret fra OL 2008 i den store undersøgelse, som IOC har iværksat af dopingprøver fra Bejing-legene og fra OL i London 2012.

Det meddeler IOC i en pressemeddelelse.

Og der er fire medaljevindere bland de seneste seks atleter, der onsdag er blevet afsløret:

  • Marina Shainova (Rusland) har fået slettet sit resultat fra OL I 2008.  Her vandt hun sølv I vægtløftningens 58-kilos klasse. Testet positiv for dehydrochlormethyltestosterone
  • Tigran Martirosyan (Armenien) har fået slettet sit resultat fra OL I 2008.  Her vandt han bronze i vægtløftningens 69-kilos klasse. Testet positiv for dehydrochlormethyltestosterone.
  • Tatyana Firova (Rusland) har fået slettet sit resultat fra OL I 2008.  Her vandt hun sølv i atletikkens 4x400-meter. Hun blev også nummer ni i den individuelle 400-meter. Testet positiv for  dehydrochlormethyltestosterone.
  • Nadezda Evstyukhina (Rusland) har fået slettet sit resultat fra OL I 2008.  Her vandt hun bronze I vægtløftningens 75-kilos klasse. Testet positiv for dehydrochlormethyltestosterone og EPO.
  • Alexandru Dudoglo (Moldova) har fået slettet sit resultat fra OL i 2008. Her blev han nummer ni i vægtløftningens 69-kilos klasse. Testet positiv for stanozolol.
  • Intigam Zairov (Aserbajdsjan) har fået slettet sit resultat fra OL i 2008. Her blev han nummer ni i vægtløftningens 85-kilos klasse. Testet positiv for dehydrochlormethyltestosterone.

Sekstetten er blot de seneste i rækken af OL-atleter fra Bejing, der har fået frataget medaljerne. For en uge siden blev navnene på hele 11 medaljevindende vægtløftere offentliggjort. Også flere andre er blevet afsløret i den undersøgelse af 454 blod- og urinprøver fra 2008, som IOC igen har undersøgt med en ny og forbedret metode.

Her er Tatyana Firova i øvrigt den anden fra det russiske 4x400-meter-stafethold, der er blevet testet positiv. Det er Anastasiya Kapachinskaya også blevet i samme IOC-undersøgelse. Hun blev afsløret for en uge siden.

Der skulle være 31 positive prøver, og det er deres navne, der løbende er i færd med at blive offentliggjort af IOC efterhånden som b-prøverne også viser sig at være positive.

Mest bemærkelsværdigt kan det blive, hvis Jamaica-sprinteren Nesta Carter viser sig at være blandt de skyldige. Flere medier har skrevet, at han skulle være blandt de positive prøver, uden at det endnu er blevet officielt.

Hvis Nesta Carter ganske rigtigt har dopet sig, vil det betyde, at Usain Bolt mister en af sine ni historiske guldmedaljer vundet ved OL i 2008, 2012 og 2016. For Nesta Carter var en del af Jamaicas guldvindende 4x100-meter-kvartet i beijing 2008. Sammen med Usain Bolt.