Formand Niels Nygaard håber, at ikke kun atletikudøvere, men alle russiske atleter bliver udelukket fra OL.

København. Efter en afgørelse i Den Internationale Sportsdomstol (CAS) er 68 russiske atletikudøvere fortsat udelukket fra OL i Rio, og den melding bliver taget godt imod hos Niels Nygaard, der er formand i Danmarks Idrætsforbund.

- Det er rigtigt tilfredsstillende, at CAS bakker op om, at Det Internationale Atletikforbund har ret til at udelukke et helt lands atletikudøvere.

- Dommen er en bekræftelse på dels den beslutning, som Det Internationale Atletikforbund havde truffet, og den vurdering, som vi havde af, hvordan retstilstanden er, siger formanden.

De russiske atletikudøvere er blevet udelukket af Det Internationale Atletikforbund (IAAF) på grund af mistanke om statsstøttet og statskontrolleret doping, og dommen fra CAS giver forbundet medhold i udelukkelsen.

Resten af Ruslands flere hundrede OL-atleter kan dog også stå til en udelukkelse. En rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) konkluderede tidligere på ugen, at den russiske stat har været involveret i et omfattende dopingprogram.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) vil søndag diskutere, om Rusland helt skal udelukkes fra OL, eller det skal være op til de enkelte forbund at tage beslutningen.

- Det bliver spændende at se, om IOC rent juridisk kan og vil finde en vej, som gør at man kan lave en total udelukkelse i Rio, eller man lader det være op til de internationale specialforbund at agere - ligesom Det Internationale Atletikforbund har gjort, siger Niels Nygaard.

Den danske formand er dog klar i sin melding om, hvordan han mener IOC bør reagere.

- Jeg mener, at man bør udelukke alle russiske idrætsudøvere. Det er også min vurdering, at det er den holdning, man har i IOC i dag.

- Men der er noget jura, som ikke lige umiddelbart giver mulighed for at træffe den beslutning. Det kræver en speciel tolkning af vedtægterne, og at man er parat til at tage det store skridt, at alle skal udelukkes, siger Niels Nygaard.

/ritzau/