Struer-pigen Helle Frederiksen er på kun et år blevet en magtfaktor på den internationale triatlonscene

Hun har deltaget i fire halve jernmænd og vundet tre af dem. Danske Helle Frederiksen vandt søndag løbet Ironman 70.3 San Juan i Puerto Rico. Dermed er hun på knap et år blevet den, alle de andre vil slå på den helt særlige distance, der blander fart med udholdenhed.

Sejren i Puerto Rico var samtidig et succesrigt forsvar af titlen i det selvsamme løb. Selv forklarer den 33-årige triatlet sin succes med sin baggrund på den noget kortere, men hurtigere, OL-distance.

- En del af det hænger sammen med min fortid og resten skyldes, at min fysik og mentalitet er bedre egnet til denne form for løb, forklarer hun fra sin faste base i Florida, USA.

Hun forklarer, at det er en velkendt tendens indenfor sporten, at mange atleter fra den eksplosive OL-distance skifter til de længere løb og får succes.

OL-distancen er på 1.500 meter svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Til sammenligning strækker en halv jernmand (Eller en Ironman 70.3, som det også hedder, red.) sig over 1.900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 km løb.

- Grunden til, at tingene fungerer for mig nu er, at jeg dybest set kun gør det, som jeg ved virker i træningen og dagligdagen. Samtidig er jeg omgivet at et hold, der knokler bagdelen ud af bukserne for at sikre, at jeg kan præstere optimalt, siger hun.

Helle Frederiksen blev for nylig en del af det professionelle triatlonhold, Uplace-BMC Pro Triathlon Team.