35. For manges vedkommende formentlig blot et tilfældigt tal. Men for den amerikanske NBA-stjerne Kevin Durant, har tallet en helt speciel betydning.

For når Kevin Durant går på banen, er det altid iført trøje nummer 35 - uden undtagelse. Og det har verdenstjernen gjort, siden han var 16 år. Det skriver New York Times.

Men hvad de færreste ved er, at der bag tallet gemmer sig en sand tragedie, som ramte Kevin Durant i midten af sine teenage-år.

Hans mentor, faderfigur og ungdomstræner, Charles Craig, blev en aften koldblodigt og brutalt likvideret med et skud i brystregionen, mens han var på vej ind i sin bil. Charles Craig, der også gik under kælenavnet 'Big Chucky', blev kun 35 år, og fra den ene dag til den anden mistede Kevin Durant en person, der betød alt for ham.

»Hvis han var død som 47-årig, ville jeg have skiftet mit nummer til 47. For mig handler det om at gøre det for en, jeg elsker. Det handler ikke om, hvad der er det bedste nummer, eller hvad der klæder mig bedst. Det handler kun om ham,« har Kevin Durant tidligere udtalt til The Oklahoman.

Kevin Durant i kamp for Golden State Warriors.
Kevin Durant i kamp for Golden State Warriors. Foto: MATTHEW STOCKMAN
Vis mere

Kevin Durant havde inden Charles Craigs død kendt ham, siden han selv var otte år gammel. De to mødtes på et aktivitetscenter tæt ved Kevin Durants hjem, og i løbet af årene udviklede de to et tæt og stærkt venskab. Kevin Durant, der ikke havde et tæt forhold til sin far, så Charles Craig som en faderfigur.

Kevin Durant er i dag 28 år og tørner til daglig ud for Golden State Warriors. Han har været udtaget i NBA's All-Star-hold otte gange, og hans trøje med nummer 35 er en af de mest solgte i verden.

Inden Kevin Durant tog springet til NBA, spillede han en enkelt sæson for University of Texas. For at ære Charles Craigs minde, har universitet valgt at pensionere trøjenummeret 35.