Sara Slott Petersen, Jeanette Ottesen og Jan Ø. Jørgensen er bare nogle af de mange danske sportsprofiler, som kan gå hen og vinde medaljer i 2016
Sara Slott Petersen, Jeanette Ottesen og Jan Ø. Jørgensen er bare nogle af de mange danske sportsprofiler, som kan gå hen og vinde medaljer i 2016 Foto: scanpix/billedmontage

2016 er et gigantisk sportsår. Også for Danmark. De store idrætsbegivenheder nærmest snubler over hinanden med OL i Rio de Janeiro som det store højdepunkt.

Der venter derfor masser af store øjeblikke, og flere af dem har et gyldent skær. For Danmark har mange medaljemuligheder.
Men hvem er det, der skal løbe, skyde, sejle, ro, slå og svømme medaljerne hjem?

BT har samlet de 20 største danske medaljekandidater, der ved OL og årets øvrige store internationale idrætsbegivenheder har den bedste mulighed for at række armene i vejret.

BMX

Foto: ROBERT GHEMENT

Simone Tetsche Christensen
Tetsche kan blive lidt af en darling, når danskerne til sommer tænder for OL-transmissionerne fra Rio de Janeiro. Den 21-årige aarhusianer er et af de mest stabilt præsterende navne i dansk idræt, og sidste år blev det både til medalje ved EM og VM. OL-året 2016 kan næsten ikke undgå at blive endnu et metalpræget år.

RONING

Foto: Henning Bagger

Rasmus Quist og Mads Rasmussen
For fire år siden vandt de OL-guld i London, men årene siden da har været én stor nedtur for parret. Nu har letvægtsdobbeltsculleren imidlertid intensiveret træningen, og det kan åbne for endnu en OL-billet. Men der skal trænes hårdt på vandet de kommende måneder – rigtig hårdt.

Foto: Brian Martin Rasmussen

Guldfireren
Forventningerne til Kasper Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard og Jens Vilhelmsen ligger i deres kælenavn; Guldfireren. De tidligere udgaver af letvægtsfireren har alle vundet OL-medaljer, og bådens resultater fra sidste år, hvor det blev til podiepladser ved både EM og VM, peger i retning af endnu et godt resultat i Rio.

ORIENTERINGSLØB

Foto: Kell Sønnichsen/DOF

Maja Alm
Orienteringsløb er ikke på OL-programmet, men det ændrer ikke ved, at Maja Alm (tv.) meget vel igen kan være en menneskelig guldmine i 2016. Sidste år vandt hun VM både individuelt og i stafet. Endda både stafetten for kvinder og den for begge køn. Der er både EM og VM igen i år, så medaljestrømmen orienterer sig mod en gentagelse.

BADMINTON

Foto: Asger Ladefoged

Jan Ø. Jørgensen
En nummer to på verdensranglisten vil altid være kandidat til en OL-medalje, og det er nordjyske Jan Ø. Jørgensen naturligvis også. Selv om feltet er tæt bag suveræne Chen Long, kan 2016 blive Jørgensens år. Og bliver det dét, medfører det danske badmintonmedaljer.

Foto: Asger Ladefoged

Viktor Axelsen
Stortalentet har gennem hele 2015 været en fast del af verdenstoppen, hvor han netop nu rangeres som nummer seks. Jan Ø. Jørgensen er ganske vist bedste bud på en dansk medalje ved OL, men glipper det for ham, står Axelsen klar i anden række til at tage over.

Foto: Asger Ladefoged

Mathias Boe og Carsten Mogensen, badminton
Sidste år vandt parret All England, og på verdensranglisten flirter de kraftigt med top tre. Sølvvinderne fra sidste OL kan gå i finalen igen, hvis alt flasker sig, og en medalje er det store mål. Koreanerne, indoneserne og kineserne er de store konkurrenter, men Danmarks bedste herredouble er alligevel et af årets store medaljehåb.

Foto: Bax Lindhardt

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen
For få uger siden blev den danske damedouble nummer to ved sæsonfinalen i Dubai, så det lover godt for det nye år. Samme resultat opnåede Rytter Juhl og Pedersen ved sidste års VM. Der er derfor lagt i kakkelovnen til noget stort ved sommerens OL, hvor det kan blive til den første fælles medalje for de to.

Foto: Bax Lindhardt

Joachim Fischer og Christinna Pedersen
Christinna Pedersen går igen i de danske medaljedrømme. Udover mulighederne i damedouble, kan en medalje også komme på tale i mixeddouble, hvor hun teamer op med Joachim Fischer. Ved sidste OL vandt de to en bronzemedlaje, og med en øjeblikkelig fjerdeplads på verdensranglisten tyder noget på en gentagelse.

BUESKYDNING

Foto: SUHAIB SALEM

Maja Jager
Både individuelt og i holddisciplinen er der mulighed for, at 2016 bliver et stort år for Jager. Hun skuffede godt nok ved VM i København i sommer, men to år tidligere stod hun øverst på skammelen til selvsamme mesterskab. Pigen med det for en bueskytte så passende efternavn har endnu til gode at kvalificere sig til OL, men det kommer formentlig.

SKEETSKYDNING

Foto: MARWAN NAAMANI

Jesper Hansen
I 2013 blev han verdensmester, og ved EM sidste år blev det til en bronzemedalje. Skydning er en sport, hvor marginalerne gør en verden til forskel, men alligevel er der en fin chance for, at Hansen igen henter metal hjem til Danmark. Måske endda til OL.

KAJAK

Foto: Henning Bagger

René Holten Poulsen
Umiddelbart ligner kajakroeren fra Bagsværd det sikreste danske medaljekort i 2016. Sidste år vandt han fire gange enten EM- eller VM-guld, mens han en enkelt gang måtte lade sig nøje med sølv. Det er ikke bare imponerende – det er suverænt. Nu venter et år, der med en OL-deltagelse kan blive rigtig interessant for sidste års mest vindende dansker.

CYKLING

Foto: Keld Navntoft

Lasse Normann Hansen
Han er forsvarende olympisk mester – så hvorfor ikke tage endnu en medalje? For fire år siden var det en overraskelse af de større, da han vandt i omnium-disciplinen. Nu kører Normann også landevej, men det udelukker bestemt ikke medaljer i 2016 – hverken individuelt eller i selskab med banelandsholds-
holdet i 4.000 meter.

SEJLSPORT

Foto: Axel Schütt

Ida Marie Baad og Marie Thusgaard
Målsætningen for de to sejlere er klokkeklar: OL-guld i Rio. Så er kursen stukket ud. Men der er vægt bag ordene. To gange har Baad og Thusgaard vundet EM-guld, og ved de seneste to verdensmesterskaber er det blevet til en sølv- og en bronzemedalje. I Brasilien vil de to et skridt højere op på skammelen.

Foto: GERRY PENNY


Anne-Marie Rindom
Som vinder af et VM for bare halvanden måned siden er det umuligt at komme uden om sejleren, når der skal peges på potentielle medaljetagere. Rindom stiller op i Laser Radial-klassen, der er på OL-programmet, og hun kan derfor meget vel være et af de navne, vi lærer bedre at kende til sommer i Rio.

ATLETIK

Foto: PEDRO UGARTE

Sara Slott Petersen
En dansk løber blandt favoritterne. Kan det virkelig passse? Ja, det kan det skam. Slott fik sit helt store gennembrud sidste år, hvor hun vandt et Diamond League-stævne og løb sig til en fjerdeplads ved VM. I år er der EM i Amsterdam, hvor Slott er blandt favoritterne. Og så er der naturligvis et stævne i Brasilien til august…

SVØMNING

Foto: Claus Fisker

Rikke Møller Pedersen
Fynboen er verdensrekordholder i 200 meter brystsvømning, så naturligvis er hun en af årets største medaljehåb. Til Europamesterskaber er hun normalt garant for guld, og til VM sidste år blev det til bronze i favoritdisciplinen. Nu skal karrierens første OL-medaljer hentes hjem.

Foto: PATRICK B. KRAEMER

Jeanette Ottesen
Danmarks mest succesfulde svømmer bader i medaljer, og flere kan meget vel være på vej i 2016. Ottesens fokus vil af naturlige årsager være på OL, hvor hun er kvalificeret på 100 meter fri. Ottesen mangler stadig medaljen fra det største af alle stævner på sit CV. 2016 kan være året, hvor den endelig kommer.

Foto: Sara Gangsted

Landsholdet på 4 x 100 meter medley
Pernille Blume (billedet), Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Mie Østergaard Nielsen svømmer alle stærkt hver for sig. Men sætter man de fire sammen på en stafet, sker der ting og sager. Ved seneste OL fik holdet en syvendeplads, men resultaterne er siden forbedret drastisk. I 2014 blev det til både EM- og VM-guld. Sidstnævnte dog på kortbane. Det lugter af flere medaljer i 2016.

HÅNDBOLD

Foto: Diego Azubel

Herrelandsholdet
Allerede om få dage starter EM i Polen, hvor Mikkel Hansen og co. for første gang kan score medaljer. To gange tidligere har holdet vundet EM-guld i OL-år, og selv om de rød-hvide ikke er favoritter, vil alt andet end en medalje være skuffende. Samme skudsmål gælder til sommer, når det danske hold skal forsøge at gøre det, de normalt ikke kan: Præstere til et OL.

SMS

Hitter på Facebook