Thijs Nijhuis er klar til at skrive dansk atletikhistorie. Han kan blive den første, der vinder DM-guld på 1.500 meter og halvmaraton i samme sæson.

Foreløbig har han tre DM-titler i 2016: 1.500 og 5.000 meter samt 3.000 meter indendørs. Og alt tyder på, at han løber den fjerde hjem i Sparta og DAFs Copenhagen Half Marathon med verdens stærkeste felt i år i spidsen for 22.000 ”mere dødelige”.

Startskuddet til folkefesten i de afspærrede københavnske gader lyder søndag kl. 11.15 på Øster Allé ved Fælledparken.

”Det er helt klart mit mål at vinde DM-titlen. Og bliver det i et løb, hvor der bliver sat verdensrekord, er det prikken over i’et. Det vil være en stor ære at være med i et verdensrekordløb. Selv om jeg nok ikke finder ud af det, før jeg kommer i mål,” siger Thijs Nijhuis.

Den alsidige Viborg-løber vandt DM-guld på halvmaraton i 2014 og sølv i 2015 efter Abdi Hakin Ulad. Sidstnævnte forsvarer ikke titlen efter OL-debuten på maraton i sidste måned. Heller ikke Anna Holm Baumeister forsvarer sin DM-titel efter maratonløbet i Rio.

I VM på halvmaraton i København i 2014 kollapsede Thijs Nijhuis på målstregen og måtte have lægehjælp, men den oplevelse er glemt.

Undrer man sig over hans hollandske navn, har det sin logiske forklaring. Thijs Nijhuis er født i Holland og flyttede som spæd med sine forældre til Danmark.

Kenyaneren med bopæl i Japan, Bedan Karoki Muchiri, 26, vandt sidste år i Copenhagen Halv Marathon i personlig rekord, 59.14, næsthurtigste tid i verden dét år. Nu gælder det et attentat på verdensrekorden på 58.23. Den er sat af Zersenay Tadese, Eritrea, i Lissabon i 2010.

Bedan Karoki Muchiri vandt i foråret i Cardiff sølv ved VM på halvmaraton og guld for hold. Han føler sig i bedre form end nogensinde, men skal han ned i nærheden af en verdensrekord, skal alt gå op i en højere enhed.

Så er det nok mere realistisk, at en anden rekord bliver slået. Det er aldrig sket før, at mere end syv mand er kommet under den magiske time i samme løb. Med 14 mand på stregen, der har en personlig rekord under 60 minutter, er der basis for et nyt kapitel i halvmaratonhistorien.