Danske triumfer i SS-finalen

Både den danske mixed double og den danske herredouble har tidligt søndag morgen vundet årets Super Series-finalen i Kina.

Danmark er en af verdens absolut stærkeste badminton-nationer, især når der er fire spillere på banen samtidig.

Det har de danske double-spillere bevist søndag morgen i Japan, hvor det foreløbigt er blevet til to triumfer i to finaler.

Først vandt de olympiske bronzevindere Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen i mixed double-finalen, hvor de besejrede det kinesiske par Nan Zhang/Yunlei Zhao i tre sæt 17-21, 21-12 og 21-14. Kineserne vandt tidligere i år olympisk guld i London. Finalesejren var oven i købet det danske pars første turneringssejr i år.

Siden vandt de olympiske sølvvindere Carsten Mogensen og Mathias Boe deres finale ved at besejre japanerne Hiroyuki Endo og Kenichi Hayakawa. Det danske par brugte kun to sæt og 46 minutter på at nedbryde den japanske finalemodstander.

Til gengæld røg muligheden for en tredje danske triumf i Super Series-finalerne på gulvet. Christinna Pedersen spillede sin anden finale, da hun i dame double sammen med Kamilla Rytter Juhl mødte den duo Yang Fu og Xiaoli Wang. Her gjorde de kinesiske favoritter kort proces og vandt finalen i to sæt i løbet af 35 minutter, 21-16, 21-14. Det var tredje år i træk, at det kinesiske par vandt Super Series-finalen.

Super Series-finalerne er afslutningen på sæsonens største turneringer, Super Series, så der er tale om nogle meget prestigefyldte sejre til danskerne.

Læs også: