Lene Nielsens hold var bagud næsten hele vejen, da holdet tabte 5-6 til Tjekkiet i den første kamp ved VM.

Beijing. Danmarks curlinglandshold for kvinder fik en ærgerlig start, da der lørdag blev taget hul på VM i Beijing i Kina.

Skipper Lene Nielsen og hendes hold tabte knebent 5-6 til Tjekkiet.

Det danske hold var på intet tidspunkt foran i kampen.

Det tjekkiske hold slog det afgørende hul, da holdet med to point i ottende ende bragte sig foran 6-3.

Danmark fik reduceret til 4-6 i niende og næstsidste ende, men det var ikke nok, selv om det danske hold satte yderligere et point ind i den afsluttende ende.

Danmark er ikke mindst rejst til VM i håbet om at kvalificere sig til vinter-OL i Sydkorea i 2018.

OL-pladserne går til de syv hold, der samlet klarer sig bedst ved VM i 2016 og 2017. Sidste år endte de danske curlingkvinder på en ottendeplads.

Danmark møder Sverige i sin næste kamp i turneringen. Det sker tidligt søndag morgen dansk tid. Senere søndag skal Danmark også i aktion mod Schweiz.

VM fortsætter indtil 26. marts.

/ritzau/