Der bliver ikke dansk deltagelse i søndagens finaler ved badminton-VM i Ballerup Super Arena.

Således tabte Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen (tredje-seedede) semifinalen i mixeddouble til de anden-seedede kinesere Chen Xu og Jin Ma. Og da Viktor Axelsen i herresingle samt Mathias Boe/Carsten Mogensen i herredouble tidligere på dagen også var gledet ud i semifinalerne, er sidste danske mulighed for kvalifikation til en VM-guldkamp udspillet.

Før VM havde det danske badmintonforbund sat sig det mål for turneringen, at der skulle erobres fem placeringspoint, hvor guld giver tre point, mens sølv og bronze er henholdsvis to og et point værd. Den målsætning er nu umulig at opfylde, da man via de tre tabte semifinaler blot indkasserer tre point.

I mixeddoublens første sæt kom Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen aldrig for alvor med i spillet. Kineserne var spilstyrende, mens danskerne konstant var et skridt bagefter. Det var derfor fuldt fortjent, at Chen Xu og Jin Ma vandt settet 21-15.

Heller ikke i andet sæt kom det danske spil til at fungere. Alt spil foregik på kinesernes præmisser, og da kampuret havde rundet de 42 minutter, havde de sikret sig sættet 21-9.

- De er klart ét niveau eller to over os i dag. Det må vi bare acceptere, sagde Joachim Fischer Nielsen efter kampen, hvor Christinna Pedersen roste Jin Ma.

- Hun var fantastisk spillende ved nettet. Her kunne jeg ikke matche hende overhovedet, sagde Christinna Pedersen.

Det var 13. gang, at de to par mødtes. Kineserne fører nu den indbyrdes statistik 7-6.

Søndagens finaler har følgende deltagere:


Herresingle: Lee Chong Wei, Malaysia (seedet 1) mod Chen Long, Kina (2)

Damesingle: Xuerui Li, Kina (1) mod Carolina Marin, Spanien (9)

Herredouble: Lee Yong Dae/Yoo Yeon Seong, Sydkorea (2) mod Ko Sung Hyun/Shin Baek Choel, Sydkorea (12)

Damedouble: Xialo Wang/Yang Yu (4) mod Qing Tian/Yunlai Zhao, Kina (5)

Mixeddouble: Nan Zhang/Yunlei Zhao (1) mod Joachim Fischer Nielsen/Christinna Pedersen, Danmark (3) / Chen Xu/Jin Ma (2)