Efter sølv på 1000 meter om lørdagen tog 26-årige René Holten Poulsen et skridt op af podiet, da kajakroeren søndag formiddag roede finale på den halve distance.

Danskeren vandt guld på 500 meter ved at slå den den forsvarende europamester, tyskeren Tom Liebscher, med 0,45 sekund.

»Det er fedt at være både europamester og verdensmester på samme tid, og det var dejligt at få revanche fra i går, hvor jeg ikke havde et optimalt løb. Det var et godt løb, hvor jeg tog chancen i starten og med det samme lagde pres på Liebscher, så jeg ikke kom for langt bagud. Jeg tog fronten midtvejs og holdt et højt tryk, men de sidste 100 meter var meget hårde, og der var det en kamp bare at blive i båden.«

»Jeg var forberedt på han ville komme hurtigt til sidst, så jeg ventede en smule med slutspurten i modvinden. Jeg er meget tilfreds med mit løb og guldmedaljen. Følelsen af at stå øverst på podiet og høre nationalmelodien er den bedste,« siger René Holten Poulsen.

Det var den danske roers femte europamesterskab i karrieren, og det var samtidig hans 14. EM-medalje.

René Holten Poulsen kan udbygge medaljesamlingen yderligere søndag eftermiddag, hvor han er i finalen på 5000 meter. På den lange distance har han tidligere vundet to gange bronze og en sølvmedalje ved EM.