René Holten Poulsen har besluttet at fortsætte karrieren, selv om han risikerer at gå en jul i møde uden støtte fra Team Danmark.

En af Danmarks mest succesfulde sportsmænd, kajakroeren René Holten Poulsen, risikerer at miste støtten fra Team Danmark, fordi han tjener for mange penge på sine sponsorater.

Trods Team Danmark-beslutningen har han netop besluttet sig for at fortsætte sin karriere for at jagte den medalje ved OL i Tokyo, han efter en skuffende sjetteplads missede ved sommerens lege i Rio.

Men han har ikke tænkt sig at opgive at de 160.000 kroner tilbage, som den regerende vinder af BTs prestigefyldte sportspris, BT Guld, mister på årsbasis. Fredag mødes han derfor med Team Danmark for at overbevise eliteorganisationen om, at han fortsat er værd at støtte.

René Holten Poulsen i aktion i vandet ved Club La Santa.
René Holten Poulsen i aktion i vandet ved Club La Santa.
Vis mere

Tidligere på efteråret blev sidste års dobbelte verdensmester informeret om, at Team Danmark i udgangspunktet ville fratage ham den årlige støtte på omkring 160.000 kroner, fordi han derudover tjener mere end de 350.000 kroner i sponsorater, der udgør den øvre grænse for, hvor meget atleter må tjene for at modtage støtte.

»Hvis jeg mister støtten, bliver jeg nødt til at finde mig et arbejde ved siden af kajaktræningen. Det kan jeg forhåbentlig også godt, men det betyder bare, at jeg ikke kan træne det, der er nødvendigt for at vinde medaljer. Det virker i hvert fald ikke realistisk,« siger René Holten Poulsen, der er uddannet tømrer.

Fredag vil han over for Team Danmark fremlægge sit budget, der blandt andet viser, at han har store udgifter og bruger store dele af sine sponsorkroner til blandt andet at rejse på forlængede træningslejre, på at hyre diverse træningseksperter og til at have en presseansvarlig ansat til at tage sig af interessen udefra. Og så er der hele signalværdien over for de kommende, potentielle elitesportsfolk.

»Jeg håber selvfølgelig Team Danmark indser, at det er en fejl at begrænse atleternes indtægter, da det også er demotiverende for yngre atleter at se, at lige så snart man når en gennemsnitsløn, så tager de ens støtte og sørger for, at man forbliver på gennemsnittet. Jeg føler måske også personligt, at det er lidt røveri, at nu hvor jeg gerne vil spare bare en smule op, bliver det taget fra mig, selv om jeg har investeret så mange penge, hvor forbundet og Team Danmark ikke har kunnet hjælpe med de optimale rammer for mig,« siger René Holten Poulsen.

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, siger til BT, at den endelige beslutning endnu ikke er truffet, men at det er korrekt, at udgangspunktet ikke er positivt:

»Støtten er som udgangspunkt beregnet efter at kunne holde næsen over vandskorpen – det er ikke en belønning, men en støtte til, at det kan lade sig gøre at være atlet på et højt niveau. Men jeg er nødt til at vente med at komme med et endeligt svar, for vi er ikke færdige med indstillingerne. Det skal først op i vores bestyrelse. 8. december ved vi, hvordan puljerne er fordelt,« siger Lone Hansen.