For første gang siden 1994 er Danmark ikke europamestre i Badminton.

Ved EM for hold i russiske Ramenskoe tabte Danmark højst overraskende med 3-0 i finalen til Tyskland, der vidner EM for første gang. Dermed må Danmark overgive badmintontronen for første gang siden 1994.

Især damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl var den helt store danske skuffelse. Det danske par, der ligger nummer tre på verdensranglisten tabte i finalen tredje kamp i to sæt til det tyske par Birgit Michels og Juliane Schenk, der blot ligger nummer 698 i verden. 

Danskerne var ellers planmæssigt foran indtil stillingen 17-14 i første sæt og det lignede en dansk sætføring. Men de smed det hele på gulvet og tabte sættet med 21-19. I andet sæt fortsatte den danske nedtur, hvor tyskerne bragte sig foran 7-2. Det formåede Pedersen og Juhl aldrig at hente og tyskerne tog sættet og dermed kampen med 21-15.

Inden da tabte den danske damesingle Line Kjærsfeldt som forventet med 9-21, 16-21 til Juliane Schenk. Heller ikke herresinglen Hans-Kristian Wittinghus kunne stille noget på overfor sin tyske modstander Marc Zwibler, der vandt i tre sæt med cifrene 17-21, 21-7, 8-21.

Dermed var finalen afgjort, og det blev ikke nødvendigt at spille de sidste to doublekampe med Mathias Boe/Carsten Mogensen og Joachim Fischer/Christinna Pedersen, der ellers var storfavoritter.

Danmarks to bedste singler Tine Baun og Jan Ø. Jørgensen blev hjemme fra EM for at forberede sig til det kommende All England i næste måned.