Weekendens atletikstævne i Finland bliver for Danmark en kamp om at bevare placeringen i 1. division.

København. Det danske atletiklandshold kæmper for overlevelse, når European Athletics Team Championship First League løber af stablen i finske Vaasa i den kommende weekend.

Det siger Piotr Haczek, der er Dansk Atletik Forbunds sportschef.

- Det er første gang, vi er med i 1. division, så det er et højere niveau af konkurrence, end vi er vant til. Vi har altid været i 2. division, så det var en stor overraskelse, da vi rykkede op i 2015, siger Piotr Haczek.

European Athletics Team Championship er en konkurrence mellem de europæiske atletiklandshold.

Kvinder og mænd skal hver især dyste i 20 discipliner, herunder løb, højde,- længde- og stangspring samt hammer- og diskoskast.

Danmark præsterede til European Athletics Team Championship Second League i Bulgarien for to år siden historisk godt, da der blev sat to danske rekorder og vundet seks disciplinsejre.

I alt skal 12 nationer dyste i Finland. De tre øverst placerede nationer rykker op i den bedste række, mens de to lavest placerede rykker ned i 2. division.

Modstanderne bliver blandt andet tre nordiske lande, der alle er rykket ned fra den højeste division, og derfor mener sportschefen ikke, at Danmark skal gøre sig forhåbninger om at nå podiet.

- Lande som Norge, Sverige og Finland, der er rykket ned fra den højeste division, kæmper for at rykke op.

- For os handler det om at blive i 1. division og ikke rykke ned igen. Det bliver svært for os, for niveauet er meget højt, siger Piotr Haczek.

Sportschefen har sammenlignet de deltagende holds resultater fra 2016 og vurderer, at Danmark skal kæmpe mod Bulgarien, Estland og Rumænien om at undgå nedrykning.

- Det danske atletiklandshold vil gøre sit bedste. Vi har nogle gode atleter med, og vi venter også gode resultater, siger Piotr Haczek.

Blandt de danske profiler er OL-sølvvinder Sara Slott Petersen, der skal løbe 400 meter hæk, og Andreas Bube, der skal løbe 800 meter.

Også 19-årige Anna Emilie Møller, der var med til OL i Rio, skal med til atletikstævnet i Finland.

Den unge løber spillede oprindeligt basket på eliteniveau, og hun værdsætter holdånden, der er på atletiklandsholdet.

- Der er meget fællesskab, når man er ude til atletikkonkurrencerne.

- Folk hepper på hinanden, og man har en følelse af, at man gerne vil gøre en god indsats for holdets skyld, siger Anna Emilie Møller, der med tiden 9 minutter og 32,68 sekunder har den danske rekord i 3000 meter forhindringsløb.

Rekordholderen skal løbe 1500 meter og 3000 meter forhindringsløb ved stævnet i Finland.

/ritzau/