Danmark sluttede EM af med sjette guld

EM i svømning på kortbane sluttede med den sjette danske guldmedalje.

EM i svømning på kortbane er forbi. Og hvilken triumf stævnet sluttede med for Danmark.

For også den anden af de såkaldte holdkapper for kvinder endte med danske guldmedaljer.

Det var 4 x 50 m medley, som var stævnets sidste disciplin, og her lykkedes det for Kristina Thomsen, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen Gray og Pernille Blume at hjemføre guldmedaljen.

Kristina Thomsen på ryg-disciplinen er nok det lidt svage led på det danske hold, og efter hendes 50 m lå Danmark blot på syvendepladsen. Til gengæld er Danmark indehaver af en af Europas allerbedste brystsvømmere i skikkelse af Rikke Møller Pedersen, og efter hendes 50 m bryst lå Danmark nummer to efter Tjekkiet.

Jeanette Ottesen Gray er også en klassesvømmer, og efter hendes 50 m butterfly var Danmark kommet så tæt på tjekkerne, at Pernille Blume på de afsluttende 50 m fri kunne svømme forbi Aneta Pechancova og sikre de danske guldmedaljer.

Det var sjette gang ved dette kortbane-EM, at Dannebrog gik helt til tops. Rikke Møller Pedersen vandt to individuelle guldmedaljer (100 og 200 m brystsvømning), Lotte Friis vandt én (800 m fri), og Jeanette Ottesen Gray triumferede på 50 m butterfly. Dertil kommer, at Danmark jo også vandt 4 x 50 m fri for kvinder.

Derudover vandt Danmark fire sølvmedaljer og to bronzemedaljer. 

Læs også: