Den 15-årige Andreas Sargent Larsen vandt torsdag VM i udspring for juniorer i den russiske by, Penza, og endte dermed 31 års medaljetørke.

Konkurrencen foregik fra et meter-vippen, som er Andreas Sargent Larsens favoritdisciplin. Forud for eftermiddagens guldpræstation skulle han i gennem det indledende afsnit, der endte med en flot og stabil serie for den unge dansker, som rakte til en placering som nummer tre ud af 26 deltagere.

Inden finalen stod det klart, at danskeren skulle præstere endnu bedre, hvis han havde forhåbninger om en topplacering. Landstræneren, Claus Friislund, besluttede umiddelbart før finalen, at ændre springlisten inden finalen for at øge sværhedsgraden, hvilket gav mulighed for en højere pointscore.

Inden sidste runde lå danskeren på en andenplads lige efter den førende russer, Nikita Nikolaev. I det sidste spring formåede danskeren dog at levere et flot spring som skubbede hjemmebanefavoritten ned på andenpladsen, og han kunne dermed strække armene i vejret som den første ungdomsverdensmester siden 1983. Den flotte præstation vækker også glæde og begejstring i Dansk Svømmeunion:

- Jeg er virkelig glad for, at vi i Danmark har fået en junior-verdensmester i udspring i dag. Det er ikke noget, der overgår os særligt tit, men i dag er det lykkedes. Og jeg er glad og stolt både på sportens vegne her i Danmark og naturligvis på Andreas’ og Andreas’ klubs vegne, lyder det fra direktør Pia Holmen.