Rasmus Stjerne og co. fik bank af Tyskland og skal formentlig vinde de næste fire kampe for at nå semifinalen.

Braehead. Det bliver vanskeligt for de danske curlingherrer at gå videre til semifinalen ved EM i Skotland.

I holdets anden kamp mandag blev det til endnu et nederlag, da Tyskland bankede danskerne med 8-2. Dermed har herrerne tabt alle fire kampe efter lørdagens åbningssejr over værtsnationen.

Det danske hold med Johnny Frederiksen, Mikkel Poulsen, Oliver Dupont og skipper Rasmus Stjerne blev allerede nødt til at opgive efter syvende ende.

Efter fem kampe ligger herrerne på en delt ottendeplads ud af ti hold, og der skal formentlig fire danske sejre til at sikre sig avancement til semifinalen.

Ved VM tidligere i år vandt herrerne sølv.

Næste opgave for Rasmus Stjerne og hans mandskab er tirsdag, hvor modstanderen er Østrig, der ligger nummer syv.

Det er gået bedre for de danske kvinder, men mandag aften viste Tjekkiet sig for stærke for danskerne.

Undervejs var skipper Madeleine Duponts tropper ellers foran med både 3-0 og 5-3, men østeuropæerne viste sig for stærke i slutningen af kampen, som Tjekkiet vandt 7-6.

Danmark deler nu fjerdepladsen med Tyskland og Rusland. Alle tre hold har tre sejre og to nederlag efter fem kampe.

Skotland har gjort rent bord i toppen af puljen, mens Sverige og Tjekkiet har fire sejre og et enkelt nederlag.

Der resterer fire kampe i puljen for det danske kvindehold, der tirsdag møder Italien.

De fire bedste hold går videre til semifinalerne, der finder sted fredag.

/ritzau/