Cleveland Cavaliers' drømme om genvinde titlen i verdens bedste basketball-liga, NBA, lever stadig.

Natten til lørdag lykkedes det nemlig at slå Golden State Warriors 137-116 hjemme i Quicken Loans Arena i Cleveland.

Golden State Warriors havde ellers muligheden for at sikre NBA-trofæet, efter at holdet fra Oakland har vundet de første tre opgør i finaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Cleveland Cavaliers har tidligere vist, at holdet er bedst med ryggen mod muren. I sidste sæsons mesterskabssæson lykkedes det således LeBron James og resten af holdet at komme tilbage i serien, efter at have været bagud 1-3 i kampe.

Og mestrene virker opsatte på at gøre det igen.

Cleveland lagde ud som lyn og torden natten til lørdag, og scorede hele 86 point alene i de to første perioder. Det er rekord for en finalekamp i NBA.

Og Cleveland noterede endnu en NBA-rekord ved at score på hele 24 trepointsskud. Det er rekord for en kamp i en finaleserie.

Selv om Cleveland Cavaliers leverede en sand mandfolkepræstation foran et begejstret hjemmepublikum, så holdt Golden State Warriors sig hele tiden i baghjulet.

Men Stephen Curry og Kevin Durant missede et par forsøg på afgørende tidspunkter til sidst, og så kunne hjemmeholdet spadsere sejren i hus i de døende sekunder.

Som ofte før var det LeBron James, der løftede et stort læs for Cleveland Cavaliers. Han scorede 31 point i kampen.

Han blev dog overskygget af Kyrie Irving, der især i slutfasen var afgørende på et par trepointsforsøg, der slukkede lyset for Golden State Warriors.

Kyrie Irving scorede 40 point i kampen.

/ritzau/