Canada vandt forrygende overtidsdrama mod USA i ishockey.

Canada vandt den nordamerikanske vinterkrig og den vigtigste guldmedalje af alle i Vancouver.

- Hockey er vores sport, lyder et canadisk motto.

Pragtfinalen sent søndag aften understregede, at Canada regerer hockeyverdenen.

Canada Hockey Place eksploderede i euforisk jubel, og de canadiske NHL-stjerner og multimillionærer blev som børn efter det befriende slutsignal.

Ellevilde kastede de sig over matchvinderen, Sidney Crosby, superstjernen fra Pittsburgh Penguins, som scorede syv minutter og 40 sekunder inde i overtiden, efter at Zach Parise havde skaffet USA forlængelse med sin scoring med blot 24 sekunder tilbage af den ordinære tid.

Canadierne var en anelse bedre, tungere og skarpere end amerikanerne i en finale, der vil blive husket som den bedste, mest intensive og medrivende i den olympiske historie.

I en fight i et ekstremt højt tempo og med stor aggressivitet og knaldhårde tacklinger overalt på isen tog Canada føringen efter 13 minutter ved Jonathan Toews, som udnyttede en retur fra OLs bedste målmand, Ryan Miller, Buffalo Sabres.

Corey Perry øgede til 2-0 syv minutter inde i 2. periode, men seks minutter senere reducerede Jannik Hansens holdkammerat i Vancouver Canucks, Ryan Kesler, på en styring.

Ryan Kesler udtalte under OL, at han hadede Canada, så scoringen har næppe øget hans popularitet i ishockeyens moderland.

Eric Staal fra Carolina Hurricanes blev med Canadas triumf det 23. medlem af Triple Gold Club, spillere, der har vundet OL, VM og Stanley Cup.
På det sorte marked i Vancouver blev der betalt op til 25.000 kr. for en billet til den nye klassiker.

Finland blev bedste europæiske nation i turneringen, som blev totaldomineret af Nordamerika. Hvilket comeback, da finnerne i 3. periode i bronzekampen mod Slovakiet fightede sig op fra 1-3 til 5-3.

OL-finale: Canada-USA 3-2 (1-0, 1-1, 0-1, 1-0)