Andreas Bube løb sit anden Diamond League-løb på fire dage, da han søndag eftermiddag var ude på den sjældent afviklede 600 meter-distance.

Danskeren kom ind på en sjetteplads i tiden 1.16,15 for halvanden omgang. Løbet blev vundet af den kenyanske verdensrekordholder på 800 meter, David Rudisha. Han satte ny årsbedste i verden med 1.13,71 og var næsten et sekund foran den polske 800 meter-europamester Adam Kszczot, som i torsdags ellers var ganske suveræn over de to omgange ved Diamond League-stævnet DN-Galan i Stockholm.

Rudisha, der i år har gjort comeback efter en længerevarende skade, var dog stadig næsten et sekund fra amerikaneren Johnny Gray verdensrekord. Den lyder på 1.12,81 og har stået siden 1986.