KØB PLUS!

BT GULD: Lad mig skyde i  fred

Skytten Anders Golding er nomineret til BTs Guld for sit OL-sølv i skeet-skydning

Anders Golding kom på alles læber under OL i London. I virkeligheden havde den sindige jyde dog helst været foruden.

Hypen om atleten, der sørger for at sende Danmark på medaljetavlen ved et OL, er altid stor. Det mærkede skytten Anders Golding selv på egen i krop under sommerens OL.

Egentligt havde alle fokus på håndboldherrerne, Wozniacki og cykelrytterne, men da rygterne spredte sig om, at Anders Golding var på ved mod et stort resultat, så fik folk pludselig travlt med at kigge skyttens vej.

- Her bagefter kan jeg godt se, at det var en stor præstation med det sølv. Men under konkurrencen skænkede jeg det slet ikke en tanke. Jeg var inde i mig selv, hvor jeg kun tillod mig at tænke på det næste skud. Det hjælper også til at bevare koncentrationen, for hvis du mister den, så er det umuligt at skyde. Nervøsitet og skydning passer ikke helt sammen, det må det i hvert fald ikke, siger Anders Golding, der mødte det danske folk med en sjælden ro i kroppen, selvom han altså lige havde vakt det hjemlige publikum i OL-mode.

- Jeg var i kontrol og var fattet. Faktisk kom det jo ikke som en overraskelse for mig, at jeg vandt en medalje. Jeg kunne godt se, hvilken vej tingene pegede. Derfor var jeg heller ikke sådan helt ekstatisk, mest af alt var jeg lettet, fordi konkurrencen endeligt var ovre, siger Anders Golding.

I dag bor han i Jylland tæt ved Jetsmark, og her bliver han genkendt en gang imellem, og i sommer var opmærksomheden ekstra stor.

- Der blev taget flot i mod mig i byen, og der er ingen tvivl om, at jeg var glad for det. Det er spændende at føle, at der er en masse mennesker, der har fulgt med undervejs. Det gør mig da glad, men jeg vandt altså ikke en medalje, så jeg kunne blive kendt, siger Anders Golding.

Selvom skytten ikke vil jage endnu et OL, så vil han dog gerne jage en større udbredelse af sporten i Danmark. Det håber Golding, sølvet i London kan hjælpe på. Og hvis det ikke er nok, så er han selv i gang med at gøre en forskel for skydningen i Danmark.

- Min berøring med skydningen nu handler om at bygge et skydecenter i Jammerbugt Kommune. Det skal danne rammen om EM i 2014. Det bliver Nordeuropas største skydecenter og mest miljøvenlige, og så bor jeg bare 10 minutter derfra, så det betyder en del for mig, siger Anders Golding.

Færdig med OL-skydning

Det nye år byder på en lille smule skydning for Anders Golding, men der er ingen overordnet eller vild plan med det. Tankerne om en sidste OL-tur er definitivt ovre. Der bliver intet OL i Rio i Brasilien i 2016 for Golding vedkommende.

- Jeg vidste det allerede lige efter London, og den tanke står jeg fast ved. Jeg har skudt over 30.000 duer om året de sidste mange år, for det skal man, hvis man vil være på toppen i denne sport. Men det er slut nu, og det har både jeg og familien det rigtig godt med. Rent økonomisk er der heller ingen chance for, at det kan hænge sammen, og jeg har ikke lyst til at ofre alle mine egne økonomiske midler længere, siger Anders Golding, der i de seneste måneder har haft et langt mere håndgribeligt og fysisk projekt at kaste sig over end skydningen.

- Vi er i gang med et hus. Det koster, og derfor er tanken om OL i Rio også helt væk. Jeg kan ganske enkelt ikke overskue at betale for to så store ting. Det er slut, siger Golding.

Norman er favoritten

Da Anders Golding vandt sin sølvmedalje ved OL i London, så var det anden gang, han var med ved de Olympiske Lege. Han husker stadigvæk sine første lege, og hvor påvirket han var af storheden.

- Det er bare kæmpe. Det er noget helt særligt, og det er svært at kapere alle indtrykkene. Det er slet ikke det samme som et EM elle VM. Opmærksomheden er anderledes, presset er større, medierne er flere, ja alt er bare vokset. Det er vildt, siger Golding.

Netop derfor er skytten også så imponeret over cykelryttere Lasse Norman Hansen, der vant OL-guld i banecykling i disciplinen omnium.

- Det er hans første OL nogensinde, han er stadig helt ung, og så vandt han guld gennem en enkeltmandspræstation. Jeg er og var meget imponeret. Jeg så ikke løbene under OL, men jeg har da fået set noget efterfølgende, og så har jeg læst meget om ham. Han har præsteret noget rigtig stort, siger Anders Golding.

  

Læs også: