Det er ikke kun i Damark, at der bliver holdt øje med triatleten Camilla Pedersen, der kom alvorligt til skade tirsdag aften.

Nyheden om, at den danske europamester på ironman-distancen ligger i koma efter et grimt uheld på cykel under en træningstur, har også også ramt udlandet.

Blandt andet hos den britisk triatlet Chrissie Wellington, der på Twitter skriver om Camilla Pedersens styrt.

- Hjælp mig med at sende tanker til Camilla Pedersen efter hendes alvorlige ulykke og bed for, at hun hurtigt kommer på benene igen, skriver Chrissie Wellington.



Briten er ikke hvem som helst inden for triatlon. Hun har vundet verdensmesterskabet på ironman-distancen på Hawaii fire gange blandt andet tre år i træk. Samtidig er hun indehaver af verdensrekorden på samme distance. I alle 13 ironmans Wellington har stillet op i, er hun ubesejret.

Danske Camille Pedersen kom tirsdag aften alvorligt til skade efter at være styrtet på sin cykel under en træningstur, hvor hun slog hovedet direkte i asfalten, så hendes hjelm flækkede midt over.



Hun ligger lige nu i kunstigt koma på Odense Universitetshospital, hvor det forventes, at lægerne vil vække hende fredag eller lørdag. Hendes tilstand skulle være kritisk men stabil.

Ifølge hendes mentor Lars Mortensen var ulykken et hændeligt uheld, hvor nogle børn krydsede kørebanen, som skabte noget virvar, der gjorde, at Camilla Pedersen styrtede.

Den danske triatlet oplevede i juli karrierens højdepunkt, da hun vandt europamesterskabet på ironman-distancen.