Bolts krav til 2013: Tre gange guld

Usain Bolt har ét altoverskyggende mål i 2013, VM. Her går suveræne sprinter efter tre guldmedaljer.

Han vandt alt, hvad han deltog i ved sommerens OL. Både 100 meter, 200 meter og 4 x 100 meter. Til sommer vil Usain Bolt gentage den historiske bedrift. Ved VM i august måned går den jamaicanske supersprinter målrettet efter tre guldmedaljer.  
 
- Målet for 2013 er VM i Moskva i august. Mit mål er at vinde tre guldmedaljer og gentage min succes fra OL. Mine forberedelser i efteråret var gode. Jeg er skadesfri, jeg arbejder hårdt, og alt går efter planen, siger Bolt.

Ved seneste VM i den sydkoreanske by Daegu vandt Bolt guld på både 200 meter og 4 x 100 meter. Men på kongedistancen 100 meter dummede kæmpefavoritten sig. Han tyvstartede og blev derfor diskvalificeret. I Bolts fravær vandt landsmanden og tronarvingen Yohan Blake guldet. Det ønsker Bolt at tage fra ham til sommer.

 26-årige Usain Bolt, der har udviklet sig til en af de bedste atleter i verdenshistorien, er  verdensrekordholder på både 100, 200 og 4 x 100 meter.
 

Læs også: