De beskidte og fejlbehæftede lejligheder i den olympiske landsby er næsten klar til de danske atleter.
Rio. De sidste fejl og mangler i de danske lejligheder i den olympiske landsby i Rio er snart udbedret.
Det oplyser Morten Rodtwitt, der er Danmarks Idrætsforbunds (DIF) OL-chef de mission.
- Alle reparationer og udbedringer forventes færdiggjort torsdag morgen.
- På torsdag kommer et privat rengøringsfirma og gør grundrent, og så er vi 100 procent operationelle og klar til at modtage atleter, siger Morten Rodtwitt til DIF's OL-hjemmeside.
Da den danske delegation ankom for ni dage siden, blev der registreret omkring 150 fejl og mangler i lejlighederne. Blandt andet var der problemer med stoppede toiletter, utætte vandrør og manglende vand.
Skeetskytten Jesper Hansen ankommer som den første danske atlet på lørdag.
Legene i Rio åbnes officielt 5. august, men allerede dagen før skal det danske fodboldhold i aktion mod Irak.
/ritzau/