SISUs damehold i basketball tryner på andet år alle konkurrenterne i dameligaen.

Der udspiller sig i øjeblikket en regulær magtdemonstration i kvindernes bedste danske basketball-række, dameligaen. Her er Gentofte-klubben SISU sine modstandere så overlegne, at holdet ikke har forladt banen som taber i 402 dage i streg.

Sidst det skete, var på udebane i Lemvig 5. februar 2011, hvor SISU senere endte med at vinde både mesterskabet og pokaltuneringen.

I denne sæson fortsætter holdet sin knusende sejrsgang i den danske dameliga og er forud for det afgørende slutspil ubesejret, mens pokaltitlen forlængst er generobret.

I spidsen for det hele står træner, islandske Hrannar Holm. Og han må ofte ruske sig selv i skjorteærmet for at forstå sit holds succes.

- Jeg må nogle gange spørge mig selv om, hvordan det kan være. Men jeg tror også, at det hjælper os, at de andre hold ikke rigtig tror på, at de kan slå os. For selv om vi kan have kampe, hvor det ikke kører så godt for os, så har vi så stor selvtillid, at ingen af mine spillerne går i panik eller selv tror, at de kan tabe, siger Hrannar Holm om stimen på i alt 36 kampe uden nederlag, hvor af de 21 er fra denne sæsons grundspil. 

Men sådan har det langt fra altid været. I 2009 var SISUs damer et hold under opløsning, og i tabellen skrabede holdet bunden. Det fortæller 25-årige Tea Jørgensen, der med sine snart 10 sæsoner på SISUs elitehold har oplevet forvandlingen fra bund- til tophold.

- For tre år siden havde vi en masse spillere, der forlod klubben, så holdet blev lidt splittet. Samtidig havde vi en træner, som ikke var særlig kompetent, og halvvejs gennem sæsonen røg han så ud. Det så bare rigtig sort ud på det tidspunkt, så jeg er helt vildt overrasket over, hvor vi er i dag, siger hun.

Ind kom i stedet Hrannar Holm, og så kom resultaterne for alvor året efter, hvor SISU blev forstærket med et par danske profiler samt suppleret med en amerikansk center.

- Lige fra begyndelsen gik det meget bedre, end jeg havde regnet med. Vi startede med at vinde alle kampene. Jeg tror egentlig, at vi har været lidt heldige med, at spillerne passede godt sammen socialt. Der opstod ligesom en stemning om, at det var rigtig sjovt at være med på holdet. Samtidig byggede vi spillet op om et enkelt taktisk koncept og undgik skader, lyder Hrannar Holms opskrift på succes.

I denne sæson deltog holdet i den europæiske klubturnering EuroCup, som kan sammenlignes med fodboldens Europa League. Det har ifølge træneren løftet SISU op på et andet niveau, også selv om damerne kun vandt en enkelt ud af seks puljekampe.

Ifølge Hrannar Holm er det dog usikkert, om SISU vil udvikle sig til en decideret, mangeårig magtfaktor i dameligaen.

- Hvis vi kan arbejde stabilt med tingene i bestyrelsen og holde på spillerne, så kan vi godt fortsætte med at være de bedste i måske tre år frem i tiden. For det er ikke som i professionel fodbold, hvor du kan tænke tre år frem i tiden. I dansk damebasketball tager du den år for år, siger han.

SISU fortsætter jagten på endnu et DM-guld, når holdet søndag møder Falcon i første runde af slutspillet.