For tredje år i træk står Bakken Bears og Horsens IC over for hinanden i DM-finalerne, der begynder mandag.

Aarhus. Bakken Bears er holdet, som alle forsøger at slå i dansk basketball.

De seneste to år er det lykkedes Horsens IC at drille Bakken i kampen om DM-guldet, og fra på mandag står de to østjyske rivaler igen over for hinanden i DM-finalerne.

Bakken råder ifølge TV2 Sport-kommentator Thomas Bilde over den stærkeste og bredeste trup i Danmark. Men det er ikke ensbetydende med sejr.

- Det har man også sagt de to seneste år, hvor Horsens er endt med guldet.

- Horsens har formået at steppe up hver gang, siger Thomas Bilde.

Horsens kan endnu en gang drille Bakken, hvis profiler som Myles Mack og Gabriel Iffe Lundberg kan levere på topniveau.

I basket er holdene ifølge Thomas Bilde meget afhængige af, at spillerne tror på sig selv. Tro er ofte lig med point.

- De dage, hvor profilerne på et hold leverer, så er man svær at stoppe.

- Der kan kun være fem spillere på banen ad gangen, og derfor er det bedre at have fire "rigtig gode" spillere, der leverer, end "to rigtig gode og otte gode".

- Det har Horsens tidligere nydt godt af, siger Thomas Bilde.

For 25 år siden var Bakken Bears, dengang Skovbakken, lillebror i forholdet til Horsens.

Siden midten af 1990'erne er Bakken med mange små skridt rykket forbi samtlige konkurrenter i dansk basketball. Det er nu 15. år i træk, at holdet er i DM-finalen.

- Det var ikke sådan, at vi havde en stor plan dengang, siger sportsdirektør i Bakken, Michael Piloz.

- Hvert år har vi forbedret nogle småting - det kan være, at vi det ene år har haft fokus på noget omkring spillerne. Næste år var det måske at forbedre vores hal. Gør man det længe nok, så bliver det fint på et tidspunkt, siger han.

Spillerne er i dag fuldtidsprofessionelle i Bakken, der i denne sæson fik sin debut i Champions League. CL-deltagelsen er med til at styrke Bakkens magtposition, vurderer Thomas Bilde fra TV2.

- Amerikanske spillere fra næstøverste hylde ser på, at der bliver spillet i Europa, når de vælger klub.

- Det er overraskende, at Bakken har været i stand til at holde på Devaughn Akoon-Purcell, for han gjorde det godt i Champions League, hvor han var den tredjehest scorende i hele turneringen.

- Han har fået store tilbud fra andre klubber. Men han mener, at der er så gode muligheder for at udvikle sig i Bakken, at han bliver endnu et år, siger Bilde.

Sportschef i Horsens IC, Dennis Nedergaard, sammenligner den kommende finalemodstander med FC København i dansk fodbold.

- Bakken har mulighed for at hente danske landsholdsspillere. De har nogle muskler, som vi ikke har.

- Organisatorisk er de længere fremme end os, men sportsligt ser jeg os lige nu som ligeværdige, siger sportschefen.

I denne sæson har Horsens vundet fire ud af fem indbyrdes kampe mod Bakken.

- De kampe kan man ikke lægge så meget i. Bakken har fokuseret på Champions League og har haft skader. Jeg ser Bakken som svag favorit, men vi tror på, at vi kan vinde, siger Dennis Nedergaard.

Michael Piloz fra Bakken forventer også en tæt finaleserie.

- De har slået os i de to seneste DM-finaler. De har vundet fire ud af de sidste fem kampe mod os. Der er ingen grund til at male det op til, at vi skulle være meget bedre end dem, siger han.

Bakken har hjemmebane i det første af syv mulige finaleopgør. Finaleserien går i gang mandag klokken 18.15.

/ritzau/