Anti Doping Danmark har ikke diskuteret at komme den russiske hackegrupper Fancy Bear i forkøbet og selv offentliggøre de danske atleter, der har en såkaldt TUE.

Først var det svømmerne Pernille Blume og Jeanette Ottesen, og mandag er turen kommet til to andre danske OL-atleter.

Fancy Bear offentliggjorde mandag en liste over yderligere 26 atleter, der har en tilladelse til at bruge ellers forbudte stoffer, og her figurerer håndboldspilleren Casper U. Mortensen og cykelrytteren Niklas Larsen.

De lækkede oplysninger anses for at være et bevidst forsøg på at mistænkeliggøre atleter, der ikke har gjort noget galt.

I alt ni danske atleter, der var med til OL i Rio de Janeiro, har en såkaldt TUE, og nu er der blevet sat navn på fire af dem, men Anti Doping Danmark har ikke umiddelbart planer om at fortælle, hvem resten er.

»Det ville kræve, at vi gik i dialog med de udøvere, der har en TUE. Det er deres private medicinske data, der ligger i de her hackede oplysninger. Vi har en tavshedspligt over for udøverne, så vi kan ikke bare offentliggøre dem,« siger kommunikationskonsulent i Anti Doping Danmark, Ditte Toft Clausen.

Den proces er heller ikke på brættet på nuværende tidspunkt, fortæller hun.

Med det seneste læk er i alt 66 OL-atleters sundhedsdata nu blevet lækket, og det ærgrer Anti Doping Danmark, at det rammer uskyldige atleter som de danske, der har deres papirer i orden. Desværre kommer det nyeste læk heller ikke som en overraskelse for Anti Doping Danmark.

»Vi er selvfølgelig kede af, at der igen er nogle danskere, der er udsat for, at de her russiske hackere forsøger at stille dem i dårligt lys, når de ikke har gjort noget forkert,« siger Ditte Toft Clausen og fortsætter:

»De har ageret fuldstændig efter reglerne. De har en sygdom, og den får de noget medicin for. Det er en medicin, som de har fået dispensation for, så de er endnu en gang uskyldige.«

Det fremgår af de lækkede papirer, at både Casper U. Mortensen og Niklas Larsen i 2013 fik tilladelse af henholdsvis Det Internationale Håndboldforbund (IHF) og Den Internationale Cykelunion (UCI) til at bruge det ellers forbudte stof terbutalin mod vejrtræningsproblemer.

Casper U. Mortensen vandt som bekendt OL-guld sammen med resten af det danske herrelandshold i håndbold, mens Niklas Larsen var en del af det danske banelandshold, der vandt bronze i 4.000 meter forfølgelsesløb ved legene i Rio.