Adidas stopper sponsorsamarbejdet med Det Internationale Atletikforbund i kølvandet på korruptionsanklager.

Monaco. Den tyske tøjproducent Adidas stopper sit sponsorat af Det Internationale Atletikforbund (IAAF).

Det meddelte Adidas fredag.

- De to parter er blevet enige om at stoppe partnerskabet med udgangen af 2016. Vi takker IAAF for et succesfuldt og professionelt samarbejde, og vi ønsker forbundet det bedste i fremtiden, siger en talsmand fra Adidas ifølge AFP.

Fra IAAF lød det:

- Tak til Adidas for støtte og partnerskab med IAAF i lang tid. Selv om vores kommercielle relation stopper med udgangen af 2016, så er IAAF glad for, at Adidas forbliver forbundet med atletik.

IAAF meddelte, at man snarest vil præsentere en ny samarbejdspartner i samme kategori som Adidas.

Ifølge AFP har flere medier spekuleret i, at tøjmærket Nike er interesseret i at blive ny sponsor for IAAF.

Adidas' aftale med atletikforbundet stod til at udløbe i 2019, men Adidas har altså fremskyndet et farvel til samarbejdet.

IAAF har i det seneste år været plaget af korruptionsanklager samt hele sagen om systematisk statsstøttet doping i Rusland, som blev udelukket fra alle internationale atletikkonkurrencer.

I en rapport tidligere i år langede Det Internationale Dopingagentur (Wada) hårdt ud efter IAAF's øverste ledelse i sagerne om korruption og statsstøttet doping i Rusland.

Her blev den tidligere IAAF-præsident Lamine Diack udpeget som hovedskurken, mens Wada også mente, at tidligere vicepræsident og nuværende præsident i IAAF Sebastian Coe også måtte have kendt til dopingprogrammerne i Rusland.

Fødevaregiganten Nestle meddelte i februar, at man ikke længere ville være sponsor for IAAF, da firmaet vurderede, at dets image tog skade af at blive forbundet med atletikforbundet.

Lamine Diack er i øjeblikket i husarrest i Frankrig, hvor han er sigtet for korruption.

Sønnen Papa Massata Diack er tidligere marketingkonsulent i IAAF.

Han opholder sig i Senegal, men er ønsket af de franske myndigheder, som mener, at han har modtaget bestikkelse fra Rusland i forbindelse med landets dopingprogram.

/ritzau/