16-årige Emil Deleuran Hansen markerede sin status som et af Danmarks store talenter i triatlon, da han vandt en imponerende bronzemedalje ved de Olympiske Lege for unge i Nanjing, Kina. Danskeren kom i mål seks sekunder efter den britiske guldvinder Ben Dijkstra.

32 unge atleter fra hele verden stillede til start, men kun to af dem var altså i stand til at klare den hurtige dansker, der naturligvis var lykkelig, da bronzemedaljen kom i hus:

- Jeg er utroligt glad. Jeg havde sådan set bare som målsætning, at jeg skulle give alt, hvad jeg overhovedet havde i mig, og det gjorde jeg så. At det endte med en medalje, er selvfølgelig vildt fedt, siger Emil Deleuran i en pressemeddelelse fra DIF, Danmarks Idrætsforbund.

Formand for DIF, Niels Nygaard, var også glad på Deleurans vegne og bekræftede Emils status som et af Danmarks store talenter i triatlon:

- Stort tillykke til Emil. Det er en imponerende og kraftfuld præstation, der lover godt for det videre arbejde i dansk triatlon.

En glad og stolt Emil Deleuran Hansen med sin ungdoms OL-bronzemedalje.
En glad og stolt Emil Deleuran Hansen med sin ungdoms OL-bronzemedalje. Foto: DIF
Vis mere

Emil Deleuran var oppe af vandet som nummer 17 - 20 sekunder efter israeleren Omri Bahat, det førte efter svømningen, men som endte på en samlet 10. plads. Danskeren sad med i den 14 mand store førergruppe på, der forblev samlet på den 20 km lange cykeldel, og kampen om podiepladserne skulle dermed afgøres på den 5 km lange løberute.

Danskeren var først ude af anden skiftezone og kunne lægge sig i front med tyske Peer Sönksen, britiske Ben Dijkstra og newzealandske Daniel Hoy. Dijkstra og Hoy trak dog fra gruppen på sidste del af løberuten. Her måtte Hoy se sig slået, da den bare 15-årige Dijkstra vandt spurten og tog guldet med en sammenlagt tid på 54.43 efter at have præsteret en tid på 15 minutter og 14 sekunder på løberuten.

Emil Deleuran havde i mellemtiden hægtet Peer Sönksen af og kunne med en løbetid på 15 minutter og 27 sekunder krydse målstregen som nummer tre, otte sekunder foran tyskeren. Dermed kunne Emil Deleuran kalde sig ungdomsolympisk bronzevinder med en samlet tid på 54 minutter og 49 sekunder.