Verdens største containerskib har lagt til kaj i Aarhus Havn.

Det er en velpolstret dame på 196.000 ton, som for første gang er nået til Aarhus.

Hun hedder MSC Zoe og er i øjeblikket et af verdens to største skibe. Mastodonten er 396 meter lang og 56 meter bred og har plads til 35 besætningsmedlemmer.

Når skibet er fuldt lastet, bærer det på 19.224 tyvefodscontainere.

Det var ikke uden en vis stolthed, at kundechef i Aarhus Havn, Nicolai Krøyer, udtalte sig til stiften.dk tidligere på ugen:

»Som Danmarks førende containerhavn er vi gennem en årrække blevet betjent af Maersk Lines største containerskibe, som også stadig anløber Aarhus Havn som led i 2M-alliancen. Besøget af MSC Zoe viser, at vi fortsat har den nødvendige kapacitet til at håndtere de allerstørste containerskibe,« lød det fra Nicolai Krøyer.

Megaskibet bliver i Aarhus Havn til cirka klokken 22:00 torsdag aften. Dermed har skibsinteresserede stadig tid til at få MSC Zoe at se i levende live.

Herunder kan du se containerskibet ved kajen i Aarhus Havn:

Verdens største containerskib MSC Zoe er for første gang i Aarhus Havn. (Foto: Axel Schütt/Scanpix 2016)
Verdens største containerskib MSC Zoe er for første gang i Aarhus Havn. (Foto: Axel Schütt/Scanpix 2016) Foto: Axel Schütt
Vis mere

Kilde til artiklen: Vesselfinder.com/Marinetraffic.com