Vi kender det alle sammen: En dum bemærkning med lidt velplaceret arsenik i, og så kan man bruge en masse energi resten af dagen på at udtænke et passende svar - passende, hvis det vel at mærke var blevet sagt for evigheder siden, lige præcis der hvor man stod måbende og mundlam. Altså spild af tid og god energi.

Eller et personligt angreb, som man enten lader sig vikle ind i med et højrøstet og nyttesløst skænderi som følge eller at man bliver så perpleks, at man ikke får sagt det man ville.

Der er tidspunkter, hvor man ville ønske at man kunne holde sin mund og så er der tidspunkter, hvor man ville ønske at man havde den rigtig bemærkning lige på tungen.

Det er faktisk muligt at tie og tale på de rigtige tidspunkter. Og hvis man ikke har det på rygraden, er det noget man kan lære.

Kommunikationsrådgiver Barbara Berckhan holder kurser i hvordan man tackler sådanne situationer.

Den viden hun har opsamlet gennem mange år er blevet til bogen "Sådan tackler du dumme bemærkninger og personlige angreb - verbalt selvforsvar", der netop er udkommet på Borgens Forlag.

Der er mange hensigtsmæssige måder at reagere på og det er værd at sætte sig ind i, hvis man gang på gang er den dårligt humør og frustrationer bliver tørret af på.

Det sker fordi du på et ubevidst plan inviterer til det. Hvis du virker som et blidt lam, lokker du bidske ulve til.

En angriber har brug for et offer, der ikke gør det for svært. Barbara Berckhan mener, at du bliver sådan et offer, når du har et magtvakum - altså når du ikke optræder selvbevidst.

Ifølge Barbara Berckhan er mennesker med et magtvakum mennesker, der er for tilpassede og holder for lidt på deres ret. Og som:

- har svært ved at sætte grænser og andre på plads

- viger ofte uden om konflikter

- er meget imødekommende overfor andre og lader sig let aflede fra deres egne mål.

-er fanget i rollen som det høflige, søde og rare menneske

- får hurtigt dårlig samvittighed, hvis de sætter sig igennem og for en gangs skyld siger nej.

- har ofte svært ved at bryde kontakten til hensynsløse eller voldelige personer.

I deres sprogbrug tenderer mennesker med et magtvakum til at undskylde for meget og for ofte, f.eks: "Jeg er ked af det, men jeg er nødt til at spørge igen.

En af de bedste og mest effektive måder er at træde ud af offerrollen, og optræde med så megen selvbevidsthed og personlig magt som muligt.

Man må tage sin autoritet hjem.

Har vi gjort det et hundrede procent, vil den personlige magt omgive os som en aura og så vil angreb og lignende situationer ofte ikke engang opstå.

Men det er lettere sagt end gjort. Ofte er det en lang arbejdsproces, som man må arbejde ihærdigt med efter man har oplevet utallige situationer, hvor man er blevet den lille og derigennem blevet opmærksom på problemet.

Bevidsthed om problemet er nøglen til at ændre det.

Barbara Berckhan mener at magtfuld adfærd kan opøves. Hun giver følgende tips som en hjælp på vejen:

*Gør dig ikke mindre og smallere end du er: Hold ryggen lang og rank, skuldrene afslappede og brede.

*Se roligt og fattet din modpart i øjnene, særligt hvis det bliver truende eller ubehageligt.

*Vær venlig, men uden at krybe for andre. Intet underkastende afværgesmil, intet sødt hold-af-mig-smil.

*Grin aldrig når andre spotter dig eller fyrer vitser af på din bekostning. Alt der går ud over din værdighed, undergraver din personlige autoritet.

*Skæld ikke ud på dig selv ("jeg idiot"). Koketter ikke med dine svagheder og fejl for at virke sympatisk.

*Sig klart og tydeligt hvad du vil og ikke vil. Sig det i enkle, korte sætninger uden snørklerier og lange retfærdiggørelser.

*Tig ikke om forståelse. Du har ret til dine ønsker og dit nej, også hvis din modpart ikke viser forståelse for det. Vær hårdnakket hvis folk ikke respekterer dine ønsker.

Gentag simpelthen dit ønske igen og igen.

*Værdighed og respekt er ikke nogen ensrettet gade. Behandl andre som du selv vil behandles.

Barbara Berckhan mener, at uden den personlige magt vil selv de bedste forsvar ikke have nogen virkning. Det afgørende er den energi, der ligger bag ordene.

Når man pludselig bliver angrebet er det vigtigt, at man yder sig selv førstehjælp, så man er i stand til at tænke klart.

Man skal først og fremmest sørge for at trække vejret dybt. Dybt ind og ud.

Dernæst skal man sørge for at holde afstand, altså sørge for at have tilstrækkelig med plads omkring sig (uden tilstrækkelig plads, kan man ikke tænke klart).

Så skal man sørge for at blive ved med at slappe af og ikke sætte sig selv under pres.

Det er vigtigt at man tager sig tid og tænker sig om.

At man vender tilbage til sin indre kerne, så man kan handle samlet og koncentreret.

Når man har fundet den indre balance er der forskellige strategier, man kan benytte sig af.

Undlad at reagere

Man kan f.eks vælge ikke at reagere. En stor del af tåbelig bemærkninger og perfide angreb, tjener kun et formål, nemlig at provokere dig.

Angriberen ønsker, at du skal bruge tid og energi på dem.

At blive overset, ignoreret er for mange mennesker det allerværste, angrebet bliver stående ubesvaret i luften og du sparer en masse energi.

Men lad være med at starte et modangreb senere hen.

Ifølge Barbara Berckhan kan du f.eks ignorere det med nogle stumme gebærder som at nikke venligt til angriberen, som du hilser på en gammel ven. Eller tag dig et øjebliks tid, som om du hilste på et fremmed, eksotisk væsen.

Eller le sagte frem for dig, som om du netop var blevet oplyst om noget væsentligt. Eller lav en åndedrætsøvelse.

Omdiriger angrebet

En anden måde er at omdirigere angrebet. Tag et nyt emne op. Et emne, der ikke på nogen måde har noget at gøre med angrebet. Skift simpelthen spor i samtalen. Kommenter vejret, benzinpriserne, noget du så i fjernsynet i går, hvad din lille søn lige har fortalt etc.

For mange mennesker er det at blive overset på denne måde en værre straf end en voldsom strid.

Slagfærdig

Vil du gerne være slagfærdig, men oftest bliver mundlam og ikke kan komme i tanke om et smart modsvar, så ha en tostavelseskommentar parat. Et simpelt "Nå da! viser at angrebet er uvæsentligt.

Du kan også bare kommentere med: Aha!, Nå nå, Men dog, Uha osv.

Forvir din modstander

Du kan også forvirre din modstander ved at blive uberegnelig. Som et ordsporg siger:

Kan du ikke overbevise dem, så forvir dem. Her har du kun brug for et par almindelig ordsprog og evnen til at svare helt hen i vejret et fuldstændigt upassende ordsprog.

Angrebet kan f.eks lyde: Du vil bare gøre dig vigtig. Og så kan du svare: Om natten er katte grå.

Du kan så udnytte angriberens forvirring til at føre samtalen tilbage til et sagligt spor.

Et godt liv er den bedste hævn

Det er Barbara Berckhans erfaring, at mange mennesker spilder en masse unødvendig energi på at gruble over og føle sig såret over verbale angreb og dumme bemærkninger, men man kan også reagere med at blive chokeret, hvis angrebet er særlig voldsomt.

Hun mener at uanset hvad, skal man slippe hvad der er sket bagefter. Kan man ikke slippe det mentalt, men lader tankerne kredse om forløbet, bør man f.eks dele hvad der er sket med sine venner, for på den måde at få det ud af systemet.

Man kan også skrive det ned. Det er også vigtigt, at man tillader smerten, så det sjælelige sår kan hele.

Det er også godt at bevæge sig, for at få stressen ud af kroppen. Og vigtigst: Tænk over hvordan du kan undgå sådan en situation en anden gang.

Men husk, den bedste hævn er et godt liv.

Hævngerrighed binder din energi til modparten.

Og det er energi du bør bruge på dig selv.

"Sådan tackler du dumme bemærkninger og personlige angreb - verbalt selvforsvar" af Barbara Berckhan. Borgens Forlag kr. 159