Grosserer Carl Mogensen handlede med tyskerne, men samtidig var han aktiv modstandsmand under Anden Verdenskrig. Der stilles stadigvæk spørgsmålstegn ved grossererens pludselige død 11. april 1946 i København.
Sabotager, aktionen med jøderne, folkestrejker og RAF-angreb er nok, hvad de fleste forbinder besættelsestiden med. Men kort tid før befrielsen udførte ’Gruppe 1944’ en aktion, der fik alvorlige konsekvenser for mange.
11 mand fra modstandsorganisationen ’1944’ gik tirsdag morgen 17. april 1945 ind i ’Die Deutsche Handelskammer in Dänemark’ på Nørre Voldgade 11 i København.
De ønskede at fjerne breve, dokumenter og kontrakter fra kontoret, da man havde en formodning om, at alle papirer ville blive brændt ved den snarligt forventede kapitulation.
Opret abonnement på BT Plus og læs hele Carl Mogensens historie som modstandsmand under Anden Verdenskrig.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
11 mand fra modstandsorganisationen ’1944’ gik tirsdag morgen 17. april 1945 ind i ’Die Deutsche Handelskammer in Dänemark’ på Nørre Voldgade 11 i København.
De ønskede at fjerne breve, dokumenter og kontrakter fra kontoret, da man havde en formodning om, at alle papirer ville blive brændt ved den snarligt forventede kapitulation.
Gruppen, med lederen ’Knud’ Ib Mogens Bech Christensen, opholdt sig tre timer i lokalerne, hvor de systematisk indsamlede over en halv million dokumenter, der blev kørt væk på lastvogne.
Der blev taget flere fotos under aktionen, men som noget særligt blev aktionen også filmet.
Materialet blev sendt til Sverige, hvor der foregik en vis katalogisering. Efter befrielsen kom det meste af materialet til Danmark.
I forbindelse med retsopgøret blev der fremlagt mange dokumenter fra Det tyske Handelskammer og Danmarks Nationalbank.
Mange danske firmaer, der hævdede, at de blev tvunget til at samarbejde med værnemagten, var ikke så glade, når man kunne se, at det danske firma havde været særdeles aktivt for at få kontrakter allerede i sommeren 1940.
En af de danskere, der var særdeles ærgerlig over, at materialet fra handelskammeret var bevaret, var grosserer Carl Louis Mogensen.
Siden 1926 havde han drevet importvirksomhed i København. Mange varer fik han fra England, Frankrig og Holland, så hans muligheder for at drive handel blev stærkt begrænset i 1939-1940.
I 1920 havde han meldt sig til den franske fremmedlegion. Han var vellidt og blev dekoreret, bl.a. fordi han havde reddet en hårdt såret officer i sikkerhed under et angreb.
Han blev i 1925 tilbudt at fortsætte i fremmedlegionen, men valgte at tage til København.
Mens han var i tjeneste i Nordafrika, skrev han med frk. Ebba Pavlsen, der var korrespondent i telefonselskabet K.T.A.S. Hun samlede på afrikanske frimærker, og det kunne Carl Mogensen hjælpe hende med.
Hun havde en mindre formue, og hun stillede ham i udsigt, at hun ville hjælpe ham i gang med et firma.
Hans første kontor var i Niels Brocks Gade 3, tæt ved Politigården. Lokaler, der senere under besættelsen blev kendt som firmaet Commercial Wine.
Ejeren Svend Jensen, med dæknavnet ’Solbærret’, serverede her både for værnemagten, Gestapo og modstandsfolk. I filmen ’Flammen & Citronen’ ser man flere gange optagelser fra stedet.
Carl Mogensens varesortiment bestod fra begyndelsen af Worcestersauce, sardiner, tunfisk, franske trøfler, kontorartikler og diverse papirvarer.
En af Carl Mogensens gode venner var polarforskeren Peter Freuchen. De stiftede i begyndelsen af 1930erne ’Dansk Professionelt Bokse-forbund’. Freuchen blev formand, fordi han var et kendt navn.
Carl Mogensen udbyggede sit firma. Han sørgede for at have et godt forhold til pressen og en stor kontaktflade inden for sportens verden.
I 1935 lejede han en større lejlighed på hjørnet af Kronprinsensgade og Pilestræde over for Berlingske Tidende. Her var der en mindre privatlejlighed samt kontor og lager.
Han sørgede for ved import, at han kunne opbevare varerne hos flere af de større kunder.
Ven med fjenden
I 1937-38 skrev han med ’Adventurer’s Club’ i USA. Han fik tilladelse til at etablere en dansk afdeling, der holdt stiftende generalforsamling i december 1938. Igen var det vennen Peter Freuchen, der officielt havde stiftet en forening.
’Eventyrernes Klub’ holdt deres møder på Aaboulevarden i restaurant Oskar Davidsen. I lokalerne kom flere modstandsfolk, og i sommeren 1943 blev forgængeren for ’Frihedsrådet’ stiftet hos Oskar Davidsen.
Mogensen blev advaret imod at pleje for megen omgang med danske tyskvenlige eller tyskerne, men til det svarede han, at man skal omgås fjenden for at få informationer.
Han brugte lidt af den samme argumentation i forbindelse med handler:
’Når jeg køber varer af tyskerne, så får de ikke selv glæde af de varer i Tyskland.’
Carl Mogensens sekretær var klar over, at det ikke udelukkende var forretningsforbindelser, der holdt møder på kontoret med Carl Mogensen.
I 1944-45 var han aktiv i modstandsorganisationen ’Lysglimt’, hvor han var gruppeleder og i praksis næstkommanderende. Flere aktioner og transporter over Øresund blev planlagt på anden sal i Kronprinsensgade 13.
Sideløbende havde han kontakt til flere tyske embedsmænd. Der blev aftalt handler, og tyskerne opfattede det som om, at de som modydelse også skulle have oplysninger.
En af de bedste kontakter var ansat på Christiansborg. Det var vagtmester Christian Svenningsen, der fik informationer fra den ikke fungerende regering og fra embedsmændene.
Christian Svenningsen kunne samtidig fortælle personalet på ’Borgen’, hvad der skete ude i samfundet, da han havde kontakt til mange pressefolk. En del oplysninger fra ’Borgen’ blev via Carl Mogensen sendt til London.
Snapsetinget blev også brugt som kontaktsted. Restauratør Alfred Brydesen formidlede også beskeder via Grand Café på Kgs. Nytorv, som han ejede.
På Grand Café arbejdede Tove. Hun var gift med en vagtleder hos Falcks Redningskorps, og der fik Carl Mogensen også kontakter.
Tove blev skilt, og hun fortsatte med at være Carl Mogensens foretrukne veninde. Frk. Ebba Pavlsen var stadig hans platoniske veninde, og så var der de andre kortere bekendtskaber.
Gik det galt, som det hed dengang, havde grossereren en fast aftale med en læge i Vester Voldgade, hvor pigerne bare skulle hilse fra Carl Mogensen. Arrangementet blev kendt, og Mogensen betalte for flere konsultationer, der ikke var hans fortjeneste.
Transporter over Øresund
Umiddelbart skulle man tro, at transporter over Øresund kun gik den ene vej, nemlig fra Danmark til Sverige. Men der var jo ingen fornuft i at sejle tilbage uden last. Der var i Danmark behov for rationerede varer eller varer, man officielt ikke kunne få, f.eks. klædestof, chokolade og tobak. Transport af guld foregik begge veje.
Der kunne også være behov for at transportere personer til Danmark. F.eks. danske politikere, officerer og modstandsfolk, der havde været i Sverige til forhandlinger. Kun i begrænset omfang kunne man dengang rejse legalt mellem de to lande.
Skulle man f.eks. have en større mængde tekstiler, kunne man bestille i Sverige og lade modtageren være en mindre skræddermester på Nørrevold. Skræddermesterens lager blev eksempelvis anvendt som fjernlager for et nærliggende stort herreekviperingsfirma.
Den type leverancer havde den fordel, at Told og Skat ikke blev involveret. Man skulle heller ikke dele det importerede tekstil med nogen konkurrenter.
Carl Mogensen var med til at sørge for, at ledig kapacitet blev udnyttet bedst muligt. Flere tyske organisationer kunne også ’bestille plads’ på transporterne, enten til varer eller personer.
Hvis man sikrede sig via Kriegsmarinen i Bredgade, at bådene ikke blev opbragt, gik det næsten altid godt. På landsiden sørgede betroede udvalgte danske gestapofolk for, at der ikke foregik indblanding af tysk kystpoliti. Ofte var der både danske og tyske kontrollanter på ruterne for at sikre, at de interne aftaler blev overholdt.
Det gik kun galt, hvis udenforstående ved et tilfælde stødte ind i en transport. Fiskerne og transportfolkene kendte som regel ikke noget til, at der var særlige aftaler om netop deres transport.
Taget af tyskerne
I januar og april 1945 var man ikke helt klar over, hvor Carl Mogensen befandt sig. Det forlød, at tyskerne havde taget ham. I januar blev han løsladt meget hurtigt, og det bevirkede, at flere af hans kontakter blev forsigtige.
Han var blevet løsladt, fordi flere indflydelsesrige venner havde trukket i nogle snore. I april var han i Vestre Fængsel, fortæller en gammel soldaterkammerat fra fremmedlegionen.
Hans 50 års dag den 24. april 1945 kunne man ikke fejre. Det gjorde man så ekstra godt ved et stort arrangement hos Peter Liep i Dyrehaven i juni 1945.
Blandt gæsterne var repræsentanter fra pressen, erhvervslivet, sporten, politiet, ’Eventyrernes Klub’, ’De Allieredes Danske Våbenfæller’ og Royal Navy.
Kompagnichefen fra ’Lysglimt’, kriminalassistent Kaj Hansen, og mandskabet hyldede Carl og udnævnte ham til æresmedlem, efter at en hyldestsang var afsunget.
Carl Mogensen var en af de få, der havde fået et tip om pengeombytningen 23. juli 1945, men p.g.a. en misforståelse lykkedes det ham ikke at skjule en større sum penge.
Han tænkte ikke over, at der på visse konti blev tilskrevet renter halvårligt. Hvis der stod mere end 500 kr. på en konto, skulle dette indberettes ved pengeombytningen.
I politiets søgelys
En del borgere anede ikke, at der stod en sparekassekonto i deres navn med så mange penge (nutidsværdi ca. 10.000 kr. - red.).
Mogensens sekretær, der efter ordre havde oprettet de mange konti, havde brugt navne på medlemmer i en lokal boldklub i Vanløse.
Indestående på hans egne bankkonti blev indefrosset, fordi man havde fundet hans firmanavn på dokumenter, hvoraf det fremgik, at han havde handlet med værnemagten.
Tyske internerede på Alsgade Skole, bl.a. ’Major Busse’, begyndte under afhøringer at fortælle om et samarbejde med grosserer Mogensen. I første omgang lykkedes det via en politiadvokat, en god ven i Eventyrernes Klub, at få sagen droppet.
Carl Mogensen modtog det glade telegram om, at hans sag var henlagt, mens han var på rekreation på Klithotellet i Dronningmølle.
Skibsreder Knud Lauritzens ejendom, der var stillet til rådighed for tidligere modstandsfolk, hed i daglig tale ’Sprithotellet’.
Carl Mogensen tog til England for at få genetableret sine gamle kontakter.
Han havde aftalt med sin sekretær, at hun skulle sende et kodetelegram med teksten ’Sennepsmel er udsolgt’, hvis han igen kom i politiets søgelys. Sekretæren skulle i så fald tage til Casablanca, hvor han ville støde til. Et nyt firma skulle så etableres, og fra sin tid i fremmedlegionen var han rimelig bekendt med forholdene i Nordafrika.
Baby og politiet på vej
Han modtog ikke noget kodetelegram, og han fik aftaler i stand i London, så han vendte glad tilbage. Dog blot for at konstatere, at de danske myndigheder ikke ville give ham import-tilladelse til ’luksusvarer’.
I lejligheden havde han mange våben, og sekretæren havde i sin skuffe en pistol, som hun havde lært at betjene. Hun formodede, at Carl Mogensen selv ville bruge den, men var egentlig ikke klar over under hvilke omstændigheder.
Carl Mogensens mest faste veninde, Tove, fortalte ham i foråret 1946, at han skulle være far. Han henviste til lægen i Vester Voldgade, men Tove ville have barnet denne gang.
Samtidig fik han et tip fra sin gamle kompagnichef, kriminalassistent Kaj Hansen i Nordre Birk (Gentofte Kriminalpoliti, red.) om, at der måske igen var ved at dukke noget ubehageligt op hos Københavns Politi fra afhøringer på Alsgade Skole.
Nerverne var så tyndslidte, at to læger havde ordineret noget beroligende til ham, da de mente, at han led af ’depressio mentis’ - en middelsvær depression.
Sent om aftenen 10. april 1946 opsøgte Kaj Hansen sin gamle ven og kampfælle.
Han fortalte Carl Mogensen, at der i nogle rapporter stod, at han havde givet oplysninger til tyskerne. Det var som sådan uden betydning, da det var forældede og ubrugelige oplysninger, han havde overladt tyskerne. Carl Mogensen havde aldrig udført spionage for tyskerne eller på anden måde udført noget ’udansk’.
Carl Mogensen mente, at hvis han bare fik lov til at fortælle, hvad han havde lavet, så ville der ikke ske noget. F.eks. ville han fortælle om aftalerne med redaktør Leif B. Hendil i Malmø om ’sikre ruter’ over Øresund, underhåndsaftaler med tyske politifolk og aftaler med tysk kystpoliti via Kriegsmarinen på Hotel Phoenix i Bredgade.
Det blev gjort helt klart for Carl Mogensen, at det måtte der ikke tales om. Inden Kaj Hansen forlod Carl Mogensen, fortalte han, at to kriminalbetjente fra Københavns Politi ville hente ham næste morgen.
Ifølge politiets rapport kom to kriminalbetjente til bopælen i Kronprinsensgade 13 kl. 08.30, hvor de blev lukket ind af Carl Mogensen.
Han fik lov til at klæde sig på i soveværelset, hvorfra kriminalbetjentene pludselig hørte skud. De konstaterede, at han havde skudt sig, men at han ikke var død. Den tilkaldte ambulance fra Adelgades brandstation kørte den sårede til Kommunehospitalet, hvor han blev erklæret død ved ankomsten.
To skudhuller
Her kunne beretningen slutte. Når der står sådan i en politirapport, må det være rigtigt.
Carl Mogensens sekretær kom ved 9-tiden. Hun fortalte, at der var kriminalpoliti og ambulancefolk på kontoret og i lejligheden.
Hun blev afhørt på kontoret, og mens det foregik, bar to ambulancefolk en båre fra lejligheden gennem lokalet. Hun kunne ikke se, hvem det var, da der var lagt et hvidt lagen over en stor krop.
Hvornår døde Carl Mogensen? På Retsmedicinsk Institut skrev man, at ifølge det oplyste begik han selvmord ca. kl. 08.30. To skudhuller i kraniet. Det sidste hørte pressen om, og nu blev der talt om ’Manden, der begik selvmord to gange’.
Der blev skrevet mange avisartikler om sagen, og ’Eventyrernes Klub’ bad et betroet medlem om diskret at undersøge, hvad der var op og ned på hele den historie. Uanset resultatet måtte rapporten dog ikke offentliggøres.
Frk. Ebba Pavlsen sørgede for det praktiske med højtidelighed i kirke og gravsted.
Kompagnichef Kaj Hansen havde forbudt mandskabet fra ’Lysglimt’ at møde op i kirken. Skjult bag en søjle i kirken overværede han dog selv det meste af gudstjenesten.
Ifølge testamentet skulle Ebba arve sammen med Carl Mogensens tre søskende.
Kort tid efter dødsfaldet blev Retsmedicinsk Institut bedt om at udtale sig om, hvorvidt Carl Mogensen kunne være far til det barn, som Tove ventede.
Han ville være i stand til at få børn, erklærede instituttet. Blodtypen blev også undersøgt. Efterfølgende måtte hele arvesagen begynde forfra og endte med, at Toves nyfødte pige arvede Carl Mogensen.