5. maj– hviledag

Jeg kan mærke trætheden efter 17 kilometers vandring i går. Jeg fik kun drukket en liter væske på vejen, så jeg har en del at indhente. Væske er noget af det vigtigste for en effektiv akklimatisering og restitution. Jeg spiser elektrolytpiller og fylder systematisk væske på kroppen dagen igennem.

6. maj– klatring til Camp 1, North i 7.100 m.

Jeg har ikke travlt med at komme af sted. Venter til middag, og løfter derefter min 15 kg tunge rygsæk op på skuldrene. Jeg har gas, mad og udstyr med til at kunne placere depoter til topforsøget. Min strategi er at gøre alt arbejdet inden, så mit topforsøg bliver så let som muligt ... Jeg prøver at klatre langsomt og holde tempoet nede, men overhaler de andre ekspeditionsmedlemmer med 1,5 time allerede før, vi er nået halvvejs. Jeg bremser, men ved også, at det bare er sådan, jeg er heroppe – stærk. Holder igen resten af vejen og ankommer uden hovedpine. Men har igen et væsketab, jeg skal have indhentet. Det kommer jeg til at mærke i morgen!

7. maj– ubeslutsom hviledag

Jeg føler mig dehydreret, træt og uden energi. Beslutter mig for at tage en hviledag. Bruger dagen på at ligge brak i teltet og høre musik. Jeg har en del dehydrering, jeg burde indhente. Prøver ihærdigt, men får desværre ikke indtaget væske nok.

8. maj– klatring til Camp 2 i 7.550 m.

Hård dag! Varm sol, dundragten ned omkring livet. Tungt med 14-15 kg på ryggen. Det tager mig, hvad der synes som en evighed, at nå enden af sneen, som markerer de 7.550 meter og dermed placeringen for min Camp 2. Det tager en time at finde en platform, jeg kan placere mit telt på. Da jeg finder den, er den optaget – af et tomt telt. Jeg udnytter gæstfriheden og overnatter i det. Er lykkelig for at komme indendøre og ligge ned. Det tager mig over en time at tage mig sammen til andet end at ligge. Jeg får produceret væske, men har svært ved at holde den i kroppen ...

9. maj– afsluttende akklimatisering. Tilbage til ABC

Ny personlig rekord i sovehøjde – 7.550 m., men ikke meget sammenhængende søvn. Jeg kaster op og har svært ved at indtage væske og samle energi. Jeg blunder maks. 30-45 min. ad gangen. Føler mig urolig og lysvågen, men alligevel helt tom for energi. Beslutter mig gentagne gange for at stå op, men udskyder det igen og igen. Det er dagen før fuldmåne, så det er lyst, hvilket ikke hjælper. Jeg har let hovedpine, så jeg står op og får fyldt min flaske med væske. Smelter sne til endnu en halv liter varm bouillon. Det er svært at finde sne nok på den vindblæste ryg fyldt med klipper. Specielt når man ikke ønsker at bevæge sig for meget. Eller har overskud til det ... I går aftes blandede jeg en halv liter blåbærssuppe – men kroppen afviste det meste. Den blårøde sne udenfor teltet fortæller historien om spildt blåbærsuppe ... Nu får jeg gavn af cirka halvdelen af min mad. Det er vigtigt – jeg har meget brug for væske og energi og kan mærke, at kroppen er presset på ressourcer. Derefter høvler jeg en proteinbar ind, det er ikke nogen fornøjelse, men jeg presser den ned, og den bliver nede – yes!

Kl. fem står jeg så småt op. Det går meeeget langsomt. Jeg får lavet en liter vand med lidt energidrik i, som jeg stopper i inderlommen på min dundragt. Bare tanken om at drikke den giver mig kvalme ... Jeg begiver mig af sted – opad. Det er fucking hårdt. Jeg bestemmer mig for at nå 7.700 m og derefter gå nedad. Jeg er dehydreret, og man kan også fucke for meget med kroppen til, at det er godt. Jeg kan se hele ruten til toppen. Det ser nemt ud, men ingenting er let i denne højde. Forestil dig at være i en dybfryser med de værste tømmermænd, du nogensinde har haft, skru temperaturen ned til minus 30 grader, placér dig på et løbebånd og begynd at løbe, for til allersidst at tage en plasticpose over hovedet og træk vejret i den. Sådan cirka føles det at klatre i over 8.000 meters højde uden kunstig ilt.

10. maj– vågner i ABC. Vandring ned til Basecamp

Jeg vågner og føler mig stadig en smule smadret og tom for energi. Har en let hovedpine – sikkert væskemangel. Tørrer lidt gear – dundragt, sovepose – alt det, der har holdt mig varm på bjerget. Ellers tager jeg det roligt. Kommer først af sted kl. 14.45 og ankommer til basecamp kl 19.10. Undervejs drikker jeg kun den 250 ml brikjuice med guava, jeg har fået med af køkkendrengen Dulmjie. Kroppen skal lige genstartes efter mine tre overnatninger på bjerget. Jeg er tilfreds med min akklimatisering, men også en smule nervøs for, at jeg har presset min krop for langt. Men jeg kan ikke gøre noget ved det – kun tro på den indsats, jeg har lagt for dagen.

11. maj– tiltrængt hviledag i Basecamp

Iltmætning og puls: 84, 55

Jeg craver efter salt. Finder et glas oliven i spiseteltet og har svært ved at stoppe. Går også løs på et glas små syltede agurker og er først tilfreds, da halvdelen er væk. Bagefter laver jeg mig en kop mokka over gasblusset. Den smag har jeg savnet. Folk i basecamp begynder at blive utålmodige – de vil vide, hvornår der skal planlægges topforsøg. Det er ikke kun folk fra min ekspedition. Stort set alle team sidder nu i venteposition, men det synes jeg ikke, der er grund til. Særligt ikke når man klatrer uden oxygen. Oppe i ABCs 6.400 m bliver kroppen bare svagere – så jeg vil hellere vente og restituere her i basecamp. Jeg får brug for kræfterne.

12. maj– hvile

Iltmætning og puls: 88, 52

Jeg tager et bad og bliver klar over min fysiske tilstand. Jeg har tabt mig. Lårmusklerne er skrumpet ind, maven er mindre markeret, mine arme er blevet tyndere, det samme gælder skulderpartiet. Hmm... Da jeg tørrer mig, fnulrer min hud af, og jeg må ryste håndklædet flere gange.

Jeg tænker på mit topforsøg. Jeg har fulgt planen – tilbragt tre nætter i Camp 1, en nat i Camp 2 og klatret til 7.700 m. Jeg tror, at jeg er klar efter en håndfuld dage. Forsøget er rykket så tæt på, at jeg kan smage det. Det skræmmer mig en smule for at være helt ærlig. Jeg har mødt tre andre, der forsøger uden kunstig ilt denne sæson. Flere af dem har forsøgt fire, fem, seks gange, uden at lykkes. Har de været uheldige? Har de været mindre godt forberedte? Eller bare for forsigtige? Statistikken lover ikke godt, men jeg ved, at jeg er godt forberedt. Jeg ved også, at hvis jeg skal lykkes, skal jeg ikke bare gå til grænsen for min fysiske smerte. Jeg skal længere ud – derud hvor overlevelsesinstinktet sætter ind. Dét er svært at forklare. Ekspeditionslederen Arnold Coster sagde i dag, at han ville være bange, hvis han skulle forsøge at nå toppen uden kunstig ilt. Det forstår jeg – til dels, men jeg ved også, at jeg er af en særlig støbning.

15. maj– sidste hviledag

Jeg har endelig besluttet, at det er min sidste hviledag, før mit topforsøg skydes i gang i morgen. Vejrudsigterne lover ustabilt vejr med nedbør, relativ høje temperaturer (mellem –15 og –30 grader på toppen) og vinde mellem 10-35 km/t i gennemsnit. Alt i alt vejr, som er ganske udmærket for mig. Problemet er, at det ikke er nemt at forudsige vejret præcist – slet ikke på Everest. Man kan (måske) give en præcis indikation af vejret tre til fire dage frem. Men en uge eller mere – som jeg er interesseret i – kan kun blive upræcist. Meget kan nå at ske. Jeg vælger at bevæge mig til ABC camp i 6.400 m. og være klar til et topforsøg – højest sandsynligt den 22. maj. Visheden om, at resten af min ekspedition kigger på de samme dage, er en god ekstra sikkerhed. Sker der noget, vil der være andre pålidelige sjæle, jeg i nødstilfælde kan nå via radio.

Jeg er godt forberedt, men jeg er nervøs, og jeg ved, at jeg på et tidspunkt træder ind i det ukendte. Ind i et rum, hvor jeg aldrig har været før. Jeg har aldrig været højere end 8.201 m (toppen af verdens 6. højeste bjerg Cho Oyu, som jeg besteg sidste forår). Det kræver tid at akklimatisere sig til så stor højde, og det kan man ikke sige, at jeg nåede på Cho Oyu, hvor jeg ankom til basecamp og to til tre uger efter nåede toppen. Kroppen kunne umuligt nå at producere ret mange nye røde blodceller, men det har den denne gang, hvor min akklimatisering og mine forberedelser har været af en helt anden kaliber. Det vil, håber jeg, komme mig til gavn, når jeg træder ind i det ukendte. Jeg ved ikke, hvordan det vil føles, hvordan min fysik vil reagere. Men én ting ved jeg: Jeg har ALDRIG følt mig stærkere i højden. Og jeg tror på det – nej véd, at jeg kan. Spørgsmålet er bare, om jeg rammer rigtigt første gang?