Der handles stadig ulovligt med truede dyr og planter. Internettet forværrer problemet, og auktionshuse bør passe på, siger Skov- og Naturstyrelsen.

Kampagnerne har ikke hjulpet.

Sidste år måtte Skov- og Naturstyrelsen gå til politiet med omkring 100 sager, hvor danskere ulovligt har indført truede dyr eller planter eller produkter, som er fremstillet af dem.

- Det er alt lige fra tigertænder, slanger i sprit og levende papegøjer til asiatisk medicin, som indeholder tigerknogler, moskus og bjørnegalde, sagde vicedirektør i styrelsen Anne-Marie Rasmussen onsdag på et pressemøde i København.

Handel med truede dyr og planter er forbudt efter den internationale Cites-konvention.

En af de større sager fra 2005 gjaldt en dyrehandler, som blev idømt en bøde på 100.000 kroner, blandt andet for at have udbudt truede dyr til salg på sin hjemmeside. Her kunne man bestille forskellige aber, ulvehvalpe og killinger af los.

/ritzau/