Ulla Hagensens far slæbte livsfarligt asbeststøv med hjem fra den berygtede eternitfabrik i Aalborg
Hun havde ingen anelse om, at opvæksten i et arbejderhjem i Aalborg skulle ende med at koste hende livet i en alt for tidlig alder. For en måned siden døde Ulla Hagensen som 66-årig af en aggressiv lungehindekræft kaldet mesotheliom.
Nu fortæller hendes 24-årige datter Pernille Pedersen om moderens sidste tid. Hvor den kræftramte kvinde skulle forene sig med tanken om, at hun uden skyld som helt lille barn indåndede asbeststøv fra sin fars arbejdstøj. Asbest er et livsfarligt mineral, der ifølge Kræftens Bekæmpelse er den eneste kendte årsag til den uhelbredelige kræftform mesotheliom.
Det er Pernille Pedersens håb, at historien om hendes mor vil få politikerne til at give andre dødeligt syge arbejderbørn erstatning. I dag er det kun kræftsyge ægtefæller til de tidligere fabriksarbejdere, der får kompensation.
»Det virker uretfærdigt, for de her børn af arbejdere har ingen skyld i det, de senere i livet bliver udsat for. Det er jo det samme støv, som hustruerne dør af,« siger Pernille Pedersen i sin lejlighed i Aarhus, hvor hun studerer kemi.
Hendes mor var glad for opvæksten i Aalborg, hvor hun i 1950’erne tilbragte de første ni år af sit liv i forskellige lejligheder tæt på Dansk Eternit Fabrik. Faren var en af de tusindvis af arbejdere på fabrikken, der sidenhen blev centrum for danmarkshistoriens største arbejdsmiljøskandale.
Det farlige asbeststøv svævede til daglig rundt i fabrikshallerne. Asbestmineralet blev brugt i den eternit, som fabrikken lavede til tagplader og rør. Det var en kæmpe industri, og produkterne blev brugt i bygninger overalt i Danmark.
Festen stoppede brat i 1986, hvor asbest blev forbudt.
På trods af fortidens mange historier om den berygtede fabrik, der har kostet hundredvis af arbejdere og deres hustruer livet, koblede Ulla Hagensen i første omgang ikke sin kræftsygdom sammen med sin fars arbejde, fortæller datteren.
»Men da hun efter to måneders undersøgelser fik konstateret, at det var mesotheliom, kunne lægen fastslå koblingen,« forklarer Pernille Pedersen. Lægen fandt ikke nogen sammenhæng til asbest i relation til de jobs, Ulla Hagensen havde udført. I stedet skrev lægen, at »faderen har med stor sandsynlighed hjembragt asbestfibre i arbejdstøj, hår, mm.«
Og den kobling er der flere læger, der i fremtiden vil lave. For sygdommen udvikler sig ofte først 20-50 år efter, man har været udsat for asbest. Derfor er en række voksne mennesker i dag helt uvidende om, at de asbestfibre de tidligere har indåndet vil udvikle sig til lungehindekræft. I 2008 viste en rapport fra Aarhus Universitetshospital, at halvdelen af de 100-120 årlige tilfælde af lungehindekræft af typen mesotheliom ramte personer i Aalborg-området.
Kræftens Bekæmpelse vurderer, at der årligt vil være mellem 1-5 nye tilfælde, hvor børn af tidligere arbejdere fra eternitfabrikken rammes af lungehindekræft. Ingen har overblik over, hvor mange der hidtil er ramt. Ulla Hagensen er så vidt vides det første barn af en arbejder fra eternitfabrikken, der er død af lungehindekræft. BT har kontakt til yderligere en søn af en asbestarbejder, der også lider af den uhelbredelige sygdom.
Ulla Hagensen var fraskilt og arbejdede ligesom sin far på fabrik, hvor hun blandt andet lavede medicinsk udstyr, før hun blev førtidspensionist. Hendes forældre døde i en tidlig alder.
Selv om Ulla Hagensen de sidste år var meget syg, havde hun stadig mod på livet. Pernille Pedersen husker, hvor energisk hun var sidste jul. Det ændrede sig i begyndelsen af februar, hvor kræften havde spredt sig til maven.
»Hun fortalte mig ikke, at sygdommen var uhelbredelig. Hun ville nok skåne mig. Pludselig fik hun det dårligt og spiste ikke. Min mor lå derhjemme, men da jeg besøgte hende i midten af februar, fik jeg hende af sted til hospitalet med det samme,« fortæller Pernille Pedersen.
Halvanden uge senere var Ulla Hagensens liv forbi.
Har du familie, der har arbejdet med asbest? Eller har du udviklet kræft som følge af asbest?
Selv om asbest i dag er forbudt, har det stadig konsekvenser for mange. Fortæl din historie, skriv til jani@bt.dk
Lange udsigter til en kompensation
Det er konklusionen for kræftramte, hvis fædre op til 1980'erne arbejdede på eternitfabrikken i Aalborg.
Sundhedsministeren afviste i går i Folketingets spørgetid at drøfte sagen, før den har et overblik over, mange arbejderbørn det drejer sig om.
Vikar-sundhedsminister Karen Ellemann (V) svarede på spørgsmål i sagen og sagde, at hun ikke vil holde et nyt møde med partierne, der står bag den nuværende kompensationsordning. Den er kun til gavn for kræftramte ægtefæller til de tidligere arbejdere på Dansk Eternit Fabrik.
»Men det her interesserer naturligvis også mig. Så lad os afvente at få den seneste status i forhold til, hvor mange vi taler om,« sagde Karen Ellemann.
To døtre af henholdsvis en asbestarbejder fra eternitfabrikken i Aalborg og en murermester, der arbejdede med asbestholdige materialer, forsøgte før deres død på hver deres måde at søge kompensation. De blev som ganske små udsat for farligt asbeststøv fra fædrenes arbejdstøj. Begge døde af kræft.
I 2015 afsatte satspuljepartierne 10 millioner kroner som kompensation til de af arbejdernes hustruer. De fik dødelig lungehindekræft af asbeststøvet, fordi de vaskede arbejdstøjet. Mindst 10 kvinder har fået en kompensation på 170.000 kroner. Ordningen kom, efter Kræftens Bekæmpelse dokumenterede, at hustruer og mødre til arbejderne udgjorde næsten halvdelen af de nordjyske kvinder, der blev ramt af lungehindekræft.
Men den pulje fik et af de kræftramte arbejderbørn før sin død sidste år afslag på at få del i.
Et andet barn, Ulla Hagensen, søgte i stedet at anmelde sin kræft som en erhvervssygdom. Hun fik afslag fra arbejdsskadestyrelsen og klagede efterfølgende til Ankestyrelsen, der valgte at behandle hendes sag som en principafgørelse. Det gav endnu et afslag.
Ankestyrelsen forklarede Ulla Hagensen, at der skulle være tale om en direkte biologisk påvirkning fra forældrene.
»Der var tale om en indirekte påvirkning fra farens arbejdstøj,« skrev styrelsen. Hun døde 28. februar.
Nu vil Socialdemokratiet, der tog initiativ til den 10 millioner kroner store satspulje til hustruerne, ændre ordningen, så den også gælder børnene. Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen har siden januar forsøgt at få sundhedsministrene, først Ellen Trane Nørby og siden hendes barselsvikar Karen Ellemann, til at indkalde til et ekstraordinært møde.
Efter gårsdagens svar fra Karen Ellemann har han fået nok.
»Jeg er så vred over, at ministeren ikke har sikret handling på det her. Og at ministeren ikke tager ansvaret på sig. Nu må jeg sørge for, at partierne bag satspuljeaftalen får en drøftelse om det her,« siger Flemming Møller Mortensen, der vil have sagen på sundhedsudvalgets dagsorden.
Karen Ellemann har i en skriftlig kommentar til BT svaret, at hun gerne vil drøfte spørgsmålet til næste satspuljeforhandlinger. De ligger i slutningen af efteråret.
Den udmelding lyder mærkelig, siger Pernille Pedersen, hvis mor, Ulla Hagensen, var arbejderdatter og for en måned siden døde af lungehindekræft.
»For hvis man bliver ved med at udskyde det, dør folk bare imens.«
