Storbritannien er ved at undersøge en hændelse i Afghanistan for to måneder siden, hvor to danske soldater angiveligt blev dræbt af britiske styrker. Det meddelte det britiske forsvarsministerium mandag aften.
De to danske soldater blev dræbt den 26. oktober i Helmandprovinsen, hvor der både er danske og britiske soldater.
- Vi samarbejder tæt med den danske regering for at få opklaret detaljerne og årsagerne til denne hændelse. Et efterforskningsråd er blevet etableret, sagde en talsmand for ministeriet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Over for TV2/Nyhederne beklagede den britiske oberstløjtnant Richard Eaton tidligere mandag hændelsen.
- Det er en tragedie, at to danske soldater er blevet dræbt, sagde oberstløjtnant Richard Eaton.
Richard Eaton understregede dog, at han ikke kan kommentere sagen yderligere, før der foreligger en rapport om de begivenheder, der førte til soldaternes død.
/ritzau/




















