I Farum arbejder en 32-årig mand, som har valgt at leve sit liv radikalt anderledes end alle os andre.
Han har bygget sin egen ubåd, som under stor mediebevågenhed blev søsat sidste sommer. Nu er han ved at bygge en, der er dobbelt så stor. Men engang ude i fremtiden forlader han det våde element og atmosfæren over det. Han håber at gøre Danmark til den fjerde rumfartsnation ved at skyde sig selv ud i det store, sorte intet med en hjemmebygget raket.
Galimatias? Tjah, vær ikke for skråsikker. Når man har mødt Peter Madsen, bliver man hurtigt klar over, at her er en mand, der booster sine ord med opsigtsvækkende handling. Nok er han anderledes. Nok har han vilde drømme. Men han er ikke idiot.
Hvad hans syv meter lange ubåd, »Freya«, beviser. Det tog ham godt et år at bygge den med sine bare næver. Og den fungerer. Siden søsætningen i Københavns Havn sidste sommer har han foretaget 157 dyk med »Freya«.
I hans værksted i Farum er efterfølgeren »Kraka« ved at tage form. Han og medhjælperen Claus Nørregaard har sammensvejset de valsede stålplader til et skrog, som tydeligvis er kalkeret efter Anden Verdenskrigs frygtindgydende tyske ubåde.
Peter Madsen er nemlig romantiker. En ubåd skal ligne en ubåd og ikke en højteknologisk dippedut. Hans motto er »keep it simple«. Et motto, som også en dag skal ekspedere ham ud i rummet. Naturligt nok, for den fattige dansker har ikke ligefrem midlerne til at indlede et teknologisk kapløb med NASA.
I virkeligheden er hverken ubådene eller rumraketterne hovedsagen. De er blot det konkrete udtryk for den teknikbegejstrede Peter Madsens livsfilosofi.
»Jeg har lyst til at afprøve, hvor grænserne ligger for, hvad man faktisk kan. Det er lidt af en mission for mig at vise, at har man viljen, kommer evnerne også. Hvad enten det gælder om at bygge en ubåd eller holde op med at ryge. Men det kræver disciplin at koncentrere sig fra start til slut. At påbegynde et projekt er meget nemmere end at afslutte det,« siger Peter Madsen med en høj og klar stemme, som ikke lader hans svejseapparater noget efter i gennemtrængningskraft.
Han er opvokset i vestsjællandske Sæby, hvor hans far havde en tømrerforretning. 10 år gammel begyndte han at interessere sig for at knække tyngdeloven. Han købte en flaske saltsyre hos den lokale købmand, klippede et stykke af zink-tagrenden i faderens garage og dyppede det i saltsyren. Herved udvikledes brint, som den opvakte dreng ledte ind i en ballon.
»Og det var et stort og fantastisk øjeblik, da ballonen svævede,« husker Peter Madsen med lys i øjnene.
Som teenager blev han optaget af raketter og kom med i Dansk Amatør Raketklub. År med mere og mere avancerede raketforsøg fulgte, men de kuldsejlede i 2000, da han og nogle kammerater ikke kunne få lov til at opsende en raket i Grønland. Dermed overskred de tidsgrænsen for at deltage i en amerikansk priskonkurrence om at sende to kilo 200 kilometer ud i rummet.
»Med den frustration i kroppen byggede jeg »Freya«. Nu ville jeg lave noget, som kunne lade sig gøre. Og principperne i ubåds- og raketbygning ligner hinanden. I begge tilfælde skal man arbejde med trykpåvirkninger,« forklarer Peter Madsen.
Krigsøkonomi
Omtrent samtidig var han blevet selvstændig erhvervsdrivende, og tre måneder henne i ubådsprojektet slap pengene op.
»For at skaffe penge til at bygge den færdig overgik jeg til krigsøkonomi. Jeg solgte min bil, nedlagde mit hjem og flyttede ind på en madras i værkstedet. Det havde den fordel, at jeg blev meget produktiv, for når jeg vågnede, stod jeg jo midt i arbejdet,« smiler Peter Madsen.
Den megen medievirak omkring »Freya« skaffede ham en god og interessant kunde i Dansk Teknologisk Institut, som han laver forsøgsopstillinger til. Kundearbejdet optager dog ikke mere end 20 timer af arbejdsugen. Resten af tiden går med hans egne projekter, som også omfatter bygning af varmluftsballoner og zeppelin-luftskibe.
»Min tilværelse er et produkt af mine overvejelser om, hvad livet går ud på. Jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg hver dag skulle stå op til et almindeligt job, få nogle børn og så i øvrigt se frem til pensionen, hvor jeg først rigtigt skulle til at nyde livet. Jeg vil have det skægt nu og her,« siger Peter Madsen.
Faremomentet
»Vi har alle sammen et stykke tid til låns her på Jorden. Hvis jeg er heldig, har jeg 30 år tilbage, og i den tid vil jeg foretage mig en masse spændende ting. Og jeg forventer gradvis at sætte faremomentet op i mine projekter, så jeg ikke behøver at tegne en pensionsordning,« siger han med tyk galgenhumor.
Han indrømmer, at han er lige så hunderæd som alle andre. Men han overvinder angsten med omhyggelige beregninger af risikoen i sine forehavender.
»Jeg vil aldrig være ansat. Jeg vil nyde friheden ved at være mig selv. Jeg får aldrig et hus eller en bil, som er noget værd. For slet ikke at tale om børn. De er et forbrugsgode, som er alt for dyrt. Jeg kan også se på mine venner, hvad børn gør ved deres tid. Børn har en pris, som jeg ikke vil betale. Og der er jo børn nok i verden, så der er ikke noget specielt behov for, at jeg træder til,« siger Peter Madsen, der i dag bor hos en kæreste, der deler hans actionglæde. Sammen har de sprunget med faldskærm og klatret op ad højhuse.
Peter Madsens her-og-nu-liv uden sikkerhedsnet og pensionsordning er et resultat af den risikovurdering, han har foretaget af selve livet.
Falsk sikkerhed
»Folk omgiver sig med falsk sikkerhed. 99 pct. af den tryghed, de tror, de hviler i, er falsk. Alt går til grunde. Når folk undrer sig over store ulykker, undrer jeg mig over, at de undres. Ulykker er en indbygget del af det at være menneske,« siger han.
Hvis Peter Madsen engang virkeliggør sin drøm og skyder sig selv ud i himmelhvælvet, regner han ikke med at møde sin skaber. Han regner ikke med noget som helst andet end sin egen kunnen og dygtighed.
»Religion er direkte destruktivt. Det er surt at erkende, at man bare dør og bliver spist. Men tag jer dog sammen og erkend det!« næsten brøler han ud i værkstedet.
Herinde under de blændende lysstofrør er troen på egne evner til gengæld markant.
